Nypuritanisme eller faglig kamp
Af Claus Hancke, 1995
En gang imellem bereder vort ærværdige Ugeskrift læseren en underholdning, som muligvis er ufrivillig.
Da den nuværende regering tiltrådte, søgte Socialdemokratiet at slå sig op på et skær af moralsk nypuritanisme, men efter en stribe afsløringer af temmelig anløbne handlingsmønstre i "bevægelsen", fandt man det hensigtsmæssigt at nedtone brugen af ordet moral.
I vor egen stand synes afsløring af sådanne handlingsmønstre sjældent at efterlade ringeste spor af ydmyghed over for brugen af begreber som moral og etik. Disse anvendes i flæng til at slå hinanden i hovedet med, hvis nogen kommer ens begrebsverden på tværs.
Den ene efter den anden føler en hellig pligt til at pege fingre af kollegers etiske habitus, hvis de ikke følger den slagne vej.
Stenene fyger igennem luften fra glas- eller sygehuse i det ganske land. Alle bedes tænke ens, tak! Så er vi sikret mod eventuelle innovationer, der kunne sprede utryghed, og så er patienterne i de trygge, vante rammer, hvor de ganske vist stadig ikke kan blive hjulpet, men man véd i det mindste hvorfor.
Det mest uetiske, man kan finde på, er at hjælpe en patient til en bedre tilværelse, hvis det ikke kan bevises hvorfor - eller endnu værre, hvis det ikke er gjort før.
Hvis det tilmed sker uden for den offentlige sygesikrings regi, er det nødvendigvis dybt suspekt, det der foregår; og det bør da fremhæves, at et evt. laboratorium er kommercielt eller at en evt. behandling foregår på en privatklinik - føj da!
Så ser vi offentligt ansatte kolleger, som jo altid arbejder ud fra ren filantropi, bestorme Ugeskriftet med artikler af meget høj kvalitet - senest Esbjerglægerne Jørs, Wind-Andersen og Jepsen i en fin artikel om mikromerkurialisme og lægeetik (1).
Uden at jeg skal gøre mig klog på emnet, vil jeg godt rose artiklen for den rene underholdningsværdi.
Efter en behandling, som forfatterne helt åbenbart er imod, er der uheldigvis 4 ud af 6 patienter, der anførte bedring i deres symptomer. Dette forklares uden videre dokumentation som en placebo-effekt. Og som et overbevisende slag mod effekten af antioxidanter refereres til en artikel fra 1993 i Brugsens medlemsblad Samvirke.
Ifølge artiklen indeholder vi alle en vis mængde kviksølv i kroppen, men det er sjældent, nogen bliver syge af det. Jeg troede egentlig, at kviksølv var et af de mest toksiske tungmetaller, vi kender. Vi må jo ikke smide selv det mindste batteri i skraldebøtten, men kroppen kan åbenbart godt tåle det. Efter at have læst artiklen har jeg overvejet at begynde at spise familiens brugte kviksølvbatterier.
Det lader til at det menneskelige legeme er det sidste sted på Jorden, der bliver renset for farlige miljøgifte.
Artiklens forfattere konkluderer, at det er "uetisk, at læger stiller diagnosen mikromerkurialisme og tilbyder behandling herfor".
Javel så. - Er der andre diagnoser, det er uetisk at stille?
Vi er sikkert mange, der godt vil have en fortegnelse over etisk acceptable og uacceptable diagnoser.
Kom dog ud af den ypperstepræsterolle og diskutér den faglige substans på et seriøst grundlag. Ellers kommer vi aldrig videre.
Litteratur:
Jørs E, Wind-Andersen K, Jepsen JR. Mikromerkurialisme og lægeetik. Ugeskr Læger 1995;157:1867-8.
(Artiklen har været bragt i Ugeskrift for Læger, 1995;157:3070-1).