Vor træske stand
Af Claus Hancke, 1994
Hvorfor har mange af vore patienter det indtryk, at lægestanden aktivt undertrykker ikke-lægelige eller nye terapier, hvis de virker helbredende, men er stort set ligeglad med de terapier, der ikke virker?
Man kan næppe bebrejde de, der får det indtryk, at lægestanden tit er mere optaget af at beskytte sine egne interesser end i at hjælpe patienterne.
Udsagnet er ikke retfærdigt, men hvad der er mere interessant er, at mange mennesker har det indtryk.
- Hvorfor mon?
Er det virkelig et spørgsmål, om virkning eller ikke-virkning?
Er det "The Tomato-effect"?
Eller er der tale om, at det man hører fra lægestanden om disse terapier, stammer fra en enkelt eller nogle få læger med interesse i netop dette emne?
Eller arbejder lægestanden kun med terapier, der har en dokumenteret virkning?
I hvert fald ikke det sidste!
Når man har været læge i et par årtier, er man i rigeligt mål vænnet til standardterapier, der ikke virker, og som erfaren kliniker er man ikke i tvivl, når en behandling er uden effekt.
En erfaren kirurg er heller ikke i tvivl, når hans operation har været virkningsløs, mislykket eller efterladt patienten i en værre situation end før operationen.
Vi har kun alt for mange eksempler på, at den anerkendte, såkaldte "skolemedicin" tilbyder behandlinger uden nogen som helst dokumenteret effekt, og selv behandlinger, der er mere skadelige end den sygdom, de skal behandle, er en anerkendt del af skolemedicinen.
Så vor stand har såmænd ikke så meget at lade andre faggrupper høre.
En af søjlerne i vort prestigefyldte tempel for moderne lægevidenskab er den udbredte illusion, at der er en glat og velsmurt hurtigrute mellem forskningens resultater og den praktiske brug i behandling af vore patienter.
Som nævnt, er det desværre en illusion.
Hvis teorien bag en ny behandlingsmetode ikke passer ind i den etablerede forskningsteori, og således ikke kan absorberes i denne, uden at man skal ændre på præmisserne for det, der allerede er skolemedicin; så skabes utryghed og forvirring, og det nemmeste er at negligere den nye information.
Vi kan tale om en form for mental blokering eller "cognitiv dissonans".
Det er for besværligt og måske lidt utrygt at sætte sig grundigt ind i den nye information, fordi det indebærer en risiko for at man tvinges til at ændre det videnskabelige grundlag, der danner basis for ens egen viden og position.
Hvis en ny behandling samtidigt føles som en trussel mod en faggruppe, og denne ligefrem har en interesse i at modarbejde den ny behandling, så vil denne gruppe kunne udlægge et tågeslør af negativ misinformation, som er uigennemskueligt for den, der ikke har sat sig ind i emnet.
Alle de, der ikke orker at sætte sig ind i den ny information, vil derefter vælge den nemmeste vej (vand løber jo nedad), nemlig at negligere det nye.
Lægestanden består af tusindvis af samvittighedsfulde enkeltpersoner, der gør deres bedste i en meget presset hverdag, og den enkelte læge har ikke en jordisk chance for at sætte sig kritisk ind i den massive informationsmængde, der vælter ind hver dag.
Derfor må man stole på information fra de kolleger, som har specialviden inden for det givne felt.
Denne nødvendige uddelegering af informationsansvar er en væsentlig årsag til at lægestanden på et givet felt kan vildføres af en enkelt eller nogle få kolleger.
Dette spil ser patienterne imidlertid ikke, og befolkningen får det indtryk, at hele standen har denne gruppes mening.
Derfor bliver megen ny information aktivt ignoreret, og derfor er vejen så lang fra pionerstadiet til udbredt brug af en selv nok så god ny behandling.
(Artiklen har været bragt i Ugeskrift for Læger, januar 1994).