Sundhedsvæsenets fremtid er en blind vej
Af Claus Hancke, 1999
For kort tid siden lød overskriften: “Ny vidundermedicin til gigtpatienter”. – Men den koster 100.000 kr. om året pr. patient. Av. - Det var sådan en, der gør ondt på det offentlige medicinbudget. Og for et halvt år siden var det beta-interferon, der ramte Den Offentlige Sygesikring som et slag i solar plexus.
Sygesikringens medicinudgifter vrider sig i forvejen under byrden af talrige nye og effektive præparater, som kun bliver dyrere og dyrere på grund af de ekstremt høje krav til dokumentation for virkning og sikkerhed, der i dag kræves.
Grunden til at disse krav er nødvendige er jo, at den medicin, der opfindes, består af helt nye molekyler, som Verden aldrig har kendt. Det betyder, at man ikke har nogen som helst erfaring med korttids- eller langtidsvirkninger og -bivirkninger af disse molekyler, og så må de naturligvis undersøges ordentligt.
Det kræver ikke nær så megen dokumentation, hvis vi taler om stoffer, som vi kender i forvejen. Stoffer, som vi har erfaring med i andre sammenhænge, og som vi er fortrolige med igennem lang tids brug.
Hvis sådanne stoffer kunne lanceres som ny medicin, ville det blive langt billigere, fordi der ikke påhviler dem disse enorme forskningsudgifter, som medicinalindustrien skal have dækket.
De velkendte præparater er imidlertid uinteressante for industrien, for de vil aldrig kunne patenteres. Og dermed vil virksomheden aldrig kunne få dækket sine forskningsudgifter gennem prisen på deres medicin.
Den farmaceutiske industri er derfor fanget i en fælde, hvor den hele tiden er nødt til at opfinde nye molekyler, for fortsat at kunne finansiere den forskningsaktivitet, som den selv har gearet sig op til.
For at dæmme op for billige, naturlige alternativer (som ikke kan patenteres) har industrien hidtil kunnet beskytte sig ved at stille så høje krav til forskningens niveau, at det kun var den selv, der kunne honorere disse krav.
Men derved bliver prisen på ny medicin også højere og højere for hvert år.
Det er en dødsspiral for industrien, hvis den ikke kommer ud af sin selvskabte fælde.
Ingen nation i Verden vil i fremtiden kunne bære de udgifter, som mere og mere raffineret medicin vil koste, og ingen offentlige sundhedsbudgetter vil kunne bære den kurs vi har mod mere og mere raffineret højteknologi i sygdomsbehandlingen.
Vi har igennem årene givet politikerne det indtryk, at vi med al vor højteknologi kunne løse selv de vanskeligste tilfælde. - Og flot ser det da også ud.
De spektakulære gas og vandmester-operationer på vore indre organer er jo håndværksmæssigt mesterligt udført, og indeholder al den dramatik, der skal til, for at få en politiker til at bevilge flere penge.
Disse metoder er da også udmærkede til at hjælpe enkeltpersoner, specielt ved akut sygdom. - Men de rokker ikke en time ved befolkningens gennemsnitslevetid. Og den er jo som bekendt ikke noget at prale med for tiden.
Al denne højteknologi er uforholdsmæssigt dyr, og hvis de nuværende sundhedsudgifter fortsætter deres eksplosive vækst, vil de om 25 år udgøre 25% af bruttonationalbudgettet i den industrialiserede verden.
Det er en dødsdømt udvikling, fordi ingen nation i Verden vil kunne bære en sådan udgift. Det betyder med andre ord, at vi ikke har noget valg. Vi er nødt til at sadle om.
Vi vil gerne leve længere, og vi vil gerne ha’ det godt, så længe vi lever. Fair nok. For at tilfredsstille et sådant ønske, vil de fleste politikere tænke i mere kostbar højteknologi og flere dyre skannere, men det er faktisk lige det modsatte, der skal til.
Et bedre og længere liv kræver en yderst lavteknologisk indsats. Det hedder forebyggelse. En krone anvendt på forebyggelse nu, sparer 10 kroner om 10 år.
Når regeringen tænker på forebyggelse, så er det i form af en stribe løftede pegefingre af moralsk uglegylp: Du må ikke drikke. Du må ikke ryge. Du må ikke køre for hurtigt. Du skal vælge de rigtige forældre osv.
Det er med andre ord din egen skyld, du er blevet syg. Man forsøger mere eller mindre at tørre årsagen til sygdommen af på patienten. Imidlertid har samfundet selv sin store andel i befolkningens sygelighed og levealder. Men det er ganske anderledes kostbart at gøre noget ved, så det forbigås diskret.
Når medierne tænker på forebyggelse, taler man om ”forebyggende livmoderhalskræftundersøgelse”, ”forebyggende helbredsundersøgelser”, ”forebyggende mammografiscreening” osv. Men det har intet med forebyggelse at gøre. Her er der er blot tale om tidlig diagnostik.
Næh. Ægte forebyggelse foregår inden, der er sket en biokemisk læsion i cellerne.
Øget indtagelse af antioxidanter og andre naturlige stoffer er en sikker og billig måde at forebygge mange af de sygdomsskabende bivirkninger, der er ved at leve i et moderne industrialiseret samfund som vort.
Og med sådanne stoffer er der i sandhed tale om lavteknologisk forebyggelse.
Men dette anerkendes ikke som veldokumenteret i den ortodokse medicinske verden.
Man siger, man vil ha’ mere dokumentation.
Men dokumentationen hober sig op i disse år, og man kan ikke blive ved med at negligere den. Den danske befolkning ønsker information om den viden, der foreligger. Og det skal være nu.
Man kan godt sige: ”Lad os lige vente og se..”, men hvis man bliver ved med at vente, så er der altså nogen, der ikke får at se...
For hvert år, vi udsætter effektiv forebyggende behandling, er der tusinder af mennesker, som får en dødelig sygdom, og som vi ikke kan hjælpe.
Sundhedsvæsenet påtager sig et stort ansvar ved at blive ved med at forholde befolkningen information om - og mulighed for at anvende de lavteknologiske, ufarlige og naturlige metoder, hvormed vi kan forebygge og behandle mange af de livsstilssygdomme, som i disse år plager befolkningen.
Vi er tilbage ved en grundlæggende borgerrettighed, nemlig retten til selv at bestemme over egen sundhed og helbredelse.