Myterne om Verdens bedste sundhedssystem
Af Claus Hancke, 1994
Vi danskere betragter gerne det offentlige, skattefinansierede sundhedssystem som den eneste rigtige måde, at tilgodese befolkningens behov inden for områderne forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme. Imidlertid står vi til dumpekarakter i Europa, når man ser på vores gennemsnitlige levetid.
I stedet for at reflektere over selve fundamentet i vort sundhedsvæsen, er vi bevidstløst kørt videre i den samme rille, selv om det er blevet åbenbart, at modellen har visse skavanker.
Sundhedsvæsenets offentlige tilhørsforhold er blevet et helligt princip, som det er blevet nærmest blasfemisk at pille ved.
Hver gang nogen har sat princippet til debat, er det blevet forsvaret med de gammelkendte fraser som for eksempel: "Lige adgang til sygdomsbehandling".
En sådan selvfølgelighed kan lukke munden på de fleste rebeller, og så er der jo sat en effektiv stopper for en seriøs debat.
Vort sundhedsvæsen har traditionelt hvilet på sådanne velkendte, humanistiske principper, og de fleste tager det som en selvfølge, at disse principper stadig holdes i hævd. Men gør de nu også det?
En del af disse principper synes reduceret til tomme myter, kvalt i bureaukrati, politik, overenskomster og faglig strid.
Lad os se på nogle af disse myter:
Myte: Et offentligt sundhedsvæsen giver alle lige ret til sygdomsbehandling.
Nej. Den holder desværre ikke.
Jeg har i praksis set flere eksempler på, at ventelisterne bliver sprunget elegant over af mediefolk, politikere, sportsstjerner og anden højadel, medens tålmodige, arbejdsomme skatteborgere bliver sat bagest i køen, hvis de har betalt skat i lidt for mange år.
- Altså er blevet for gamle!
Det er en uartighed, at sundhedsvæsenet igennem mange år modtager sin andel af skatten, for derefter at nægte skatteyderen behandling, fordi han er blevet for gammel.
Det offentlige sundhedssystem gør sig her skyldig i diskrimination på ikke blot stands anseelse, men også på alder.
Alles lige ret til sygdomsbehandling er en fundamental menneskeret, som aldrig bør fraviges, og det er et spørgsmål, om denne fundamentale menneskeret ikke bedst kan sikres befolkningen ved en total privatisering af sundhedsvæsenet.
Ligestilling af borgernes muligheder vil herefter være et politisk og forsikringsteknisk problem, og ikke noget lægestanden skal blande sig i, med mindre det er helbredsbegrundet.
Myte: Et offentligt sundhedsvæsen sikrer patientens interesse frem for sygehusets eller sygesikringens rentabilitet.
Næ. Den holder desværre heller ikke.
Ved strenge overenskomstkrav fra den offentlige sygesikring, har praktiserende læger og speciallæger efterhånden fået presset deres arbejdsforhold ind i så snævre rammer, at enhver ekstra service over for patienten er udelukket.
Den gamle huslæge, der har god tid, og som lige kigger et smut forbi, nu han alligevel er på de kanter, er desværre blevet en sjældenhed.
Det er blevet en udbredt praksis, at sygehusene ulejliger patienten med fremmøde til "indlæggelse" torsdag eller fredag, selv om der først sker noget ugen efter.
Patienten sendes så hjem i weekenden, men figurerer stadig som indlagt. Herved sparer sygehuset både mad, pleje, sengeredning, medicin og vask, hvorved forholdet mellem indlæggelsesdage og omkostninger ser lidt pænere ud.
Fint for budgettet, men spildt ulejlighed for patienten.
Myte: Et offentligt sundhedsvæsen sikrer, at læger og institutioner ikke konkurrerer med hinanden.
Ram forbi.
Man behøver blot nævne hundeslagsmålet mellem Århus Kommune-hospital og Rigshospitalet om de store transplantationer.
Dér hørte vi udtalelser, der vidner om et menneskesyn, som ikke er en læge værdigt.
Hvis man tillod en åben konkurrence på kvalitet og service, så skulle patienterne nok selv finde derhen, hvor deres interesse blev bedst tilgodeset.
Det er klart, at det kræver en åbenhed om alt, - lige fra personlig service til statistik på operationsresultaterne på det enkelte sygehus. En sådan åbenhed er der traditionelt modstand imod i et offentligt sundhedsvæsen, hvor man ofte tenderer formynderi i sin styring af befolkningens muligheder.
Imidlertid skal man passe på med at undervurdere patienterne. De er faktisk lige så kloge som mennesker. De kan godt selv finde ud af, hvilke af deres egne behov de ønsker at prioritere højest.
Når velfærdsstaten mister sin tiltro til befolkningens dømmekraft, så bliver den en formynderstat.
Myte: Det eneste alternativ til det offentlige sundhedsvæsen er "den amerikanske model", hvor fattige unddrages sygdomsbehandling.
Ren skrækpropaganda.
Hvorfor skulle vi dog plagiere et dårligt system, som de selv er ved at lave om ?
Et privat sundhedsvæsen kan udmærket opbygges politisk og forsikringsteknisk således, at det er langt mere retfærdigt, menneskeværdigt, patientvenligt, effektivt, billigt og trygt end vort nuværende system.
Det kræver blot politisk vilje til at slagte nogle hellige køer.
Myte: Et offentligt sundhedsvæsen garanterer at omkostningerne holdes på det lavest mulige niveau.
Nej. Nærmest tværtimod.
De sidste 25 års prestigetyngede sygehusbyggeri med kæmpe budget-overskridelser samt den traditionelle tendens til at vælge de mest højteknologiske og dyre løsninger frem for nærliggende, billigere alternativer, ville få enhver moderne virksomhedsleder til at protestere.
Det virker heller ikke særligt omkostningsbevidst at ofre et tocifret millionbeløb på modernisering af Kommunehospitalets operations-stuer få dage før, det officielt meddeles, at hospitalets kirurgiske funktioner skal nedlægges.
Myte: Et offentligt sundhedsvæsen sikrer, at der ikke er nogen, der "tjener penge på syge mennesker".
Selv om udsagnet er rent vrøvl, bruges det tit i den politiske kamp mod privathospitaler. Netop politikere burde ellers huske, at det offentligt ansatte sundhedspersonale også tjener penge.
Lad os slå fast med det samme: Det har altid været sundhedspersonalets lod at tjene deres penge ved at hjælpe syge mennesker. Så er det ligegyldigt, om man arbejder på en offentlig eller en privat klinik.
At patienten selv skal betale på den private, men ikke på den offentlige klinik, er ikke et moralsk, men et rent politisk spørgsmål.
Myte: Et offentligt sundhedsvæsen styret af folkevalgte politikere sikrer bedst befolkningens interesser.
Nej. Den holder vist ikke mere.
Når danske politikere fører hellig krig mod privathospitalerne ved at sende danske ventelistepatienter til operation i udlandet frem for på danske privathospitaler - så prioriterer de deres politiske mål højere end befolkningens interesser.
Myte: Vort sundhedssystem er Verdens bedste.
Sådan var det sandsynligvis for 40 år siden, men desværre ikke mere. Hvor nødigt vi end vil indrømme det, så fjerner den danske gennemsnits-levetid sig nu fra Europas A-hold.
For blot ti år siden håbede vi, at de store operative indgreb kunne vende denne udvikling, men tiden har afsløret skuffende langtids-effekt af disse, og gennemsnitslevetiden har de ikke rokket ved.
Selv om den enkelte operation er flot, dramatisk og teknisk imponerende, kan vi ikke blive ved med at bryste os af heltegerningerne på operationsstuen. Når den første begejstring har lagt sig, så vil befolkningen gerne se resultater. Og dét har det knebet lidt med.
Hvad angår levealder, er vi for længst blevet overhalet af nationer, hvis lægevidenskab vi i årtier har følt os hævet over. Blandt 23 Europæiske lande er vi dumpet fra en 5.-plads til en 20.-plads!
I al vor selvtilstrækkelighed har vi ikke opdaget, at vi sakker agterud. - Ikke blot i forhold til vore nabolande, men sandelig også i forhold til den danske befolknings viden, forventninger og ønsker på sundhedsområdet.
En udvikling i retning af befolkningens ønsker, behøver ikke ændre vort grundlæggende, videnskabelige syn på forebyggelse og behandling af sygdomme.
Men det er nødvendigt at fjerne de blokeringer, der i dag umuliggør ændringer i strukturerne i den kolos på lerfødder, som det danske sundhedsvæsen er blevet.
Innovationer kræver inspiration og frihed til kreativitet under ansvar. For første gang i 200 år prøver Rigshospitalet og også Åbenrå sygehus at gå nye veje. Det er ikke sikkert, de går den rigtige vej, men det er dog et forsøg på at ændre på de nuværende tunge kommandoveje og bureaukratiske forhold.
Hvis politikerne lukker øjnene for de muligheder, der findes i den voksende, men endnu spæde, private sundhedssektor i Danmark, så risikerer de at overse en chance for at den danske befolknings levedygtighed atter kan komme med på Europas A-hold, som vi har været det før.
Noget tyder på, at den hidtidige organisation ikke magter opgaven.
(Bragt i Berlingske Tidende den 17. januar 1994).