Lige ret til sundhed for alle ved privatisering af sundhedsvæsenet
Af Claus Hancke
Efter en pause på 50 år dukkede der for nogle år siden enkelte små privathospitaler op rundt om i Landet. Nu havde vi ellers lige lært remsen, at et sundhedsvæsen nu en gang skal være offentligt for at kunne betjene alle borgere, høj som lav osv.
De nye privathospitaler blev derfor mødt med en massiv modstand fra de sundhedspolitikere, der stadig tror, at planøkonomi er løsningen.
I Ugeskrift for Læger kunne man læse en overskrift som: "Til kamp mod de private", og store landsdelssygehuse begyndte at tage privatpatienter ind mod betaling, og begrænse deres egne lægers muligheder for at arbejde på privathospitaler i fritiden.
Det offentlige sygehus kan jo risikofrit kaste sig ud i konkurrence med privathospitalet om de danske og udenlandske patienter. Hvis privathospitalet får underskud på en sådan konkurrence, går det konkurs og må lukke.
Det offentlige sygehus kan derimod blot få dækket sit underskud hos skatteborgeren, som viljesløst må se sine skattepenge brugt til at knuse et privathospital i en ideologisk kamp mellem liberalister og socialister.
Da den nuværende regering tiltrådte, søgte specielt Socialdemokratiet at slå sig op på et skær af moralsk nypuritanisme, men efter en stribe afsløringer af temmelig anløbne handlingsmønstre i "bevægelsen", fandt man det hensigtsmæssigt at nedtone ypperstepræsterollen.
Imidlertid føres der stadig hellig krig mod privathospitalerne ved at sende danske ventelistepatienter til operation i udlandet frem for på danske privathospitaler.
Det er blevet så vigtigt et mål at knuse de danske privathospitaler, at man endda har sendt patienter til et udenlandsk privathospital, hvor de er blevet opereret af danske læger, som er fløjet dertil.
Målet helliger midlet. Mangen en politiker har gnedet sig i hænderne, da Borup og Mermaid måtte give op imod overmagten og dreje nøglen om.
Sundhedsvæsenets offentlige tilhørsforhold er blevet et helligt princip, som det er blevet nærmest blasfemisk at pille ved.
Hver gang nogen har sat princippet til debat, er det blevet forsvaret med de gammelkendte fraser som for eksempel: "Lige adgang til sygdomsbehandling". - Som om befolkningen havde det i dag?
Jeg har desværre set flere eksempler på, at ventelisterne bliver sprunget elegant over af mediefolk, politikere, sportsstjerner og anden højadel, medens tålmodige, arbejdsomme skatteborgere bliver sat bagest i køen, hvis de har betalt skat i lidt for mange år.
- Altså er blevet for gamle!
Det er en uartighed, at sundhedsvæsenet igennem mange år modtager sin andel af skatten, for derefter at nægte skatteyderen behandling, fordi han er blevet for gammel.
Det offentlige sundhedssystem gør sig her skyldig i diskrimination på ikke blot stands anseelse, men også på alder, og er således på ingen måde en garanti for "lige adgang til sygdomsbehandling for alle".
Denne ret er en fundamental menneskeret, som aldrig bør fraviges, og det er et spørgsmål, om den ikke bedst kan sikres befolkningen ved en total privatisering af sundhedsvæsenet.
Ligestilling af borgernes muligheder vil herefter være et forsikringsteknisk problem, og ikke noget lægestanden skal blande sig i, med mindre det er helbredsbegrundet.
Jamen bliver det ikke alt for dyrt? - Nej. Nærmest tværtimod.
De sidste 25 års prestigetyngede sygehusbyggeri med kæmpe budget-overskridelser samt den traditionelle tendens til at vælge de mest højteknologiske og dyre løsninger frem for nærliggende, billigere alternativer, ville få enhver moderne virksomhedsleder til at græmmes.
Det virker for eksempel ikke særligt omkostningsbevidst at ofre 50 millioner kroner på modernisering af Københavns Kommunehospital lige før, det officielt meddeles, at hospitalet skal nedlægges.
Måske kan vi også slippe for de sminkede regnskabsmetoder, som bruges, når man prissætter offentlige sundhedsydelser eller laver afdelingsregnskaber.
Det er for eksempel blevet en udbredt praksis, at sygehusene indkalder patienterne til "indlæggelse" torsdag eller fredag, selv om der først sker noget ugen efter. Patienten sendes så hjem i weekenden, men figurerer stadig som indlagt.
Herved sparer sygehuset både personale, mad, pleje, sengeredning, medicin og vask, hvorved forholdet mellem indlæggelsesdage og omkostninger kommer til at se pænere ud. Fint for budgettet, men spildt ulejlighed for patienten.
Hvis man i stedet fik de faktiske udgifter på bordet, og derefter tillod en åben konkurrence på resultater, kvalitet og service mellem privathospitaler og offentlige sygehuse, så skulle patienterne nok selv finde derhen, hvor deres interesse blev bedst tilgodeset.
Det er klart, at det kræver en åbenhed om alt - lige fra personlig service til statistik på operationsresultaterne på det enkelte sygehus.
Og disse tal findes jo. Må befolkningen ikke få dem at se?
Når den politisk, ideologiske debat går højest, så fremhæves den amerikanske model altid som et skrækeksempel, hvor fattige unddrages sygdomsbehandling. Men er det ikke netop det system, amerikanerne selv er ved at lave om? Hvorfor skulle vi så plagiere det?
Et privat sundhedsvæsen kan udmærket opbygges politisk og forsikringsteknisk således, at det er langt mere retfærdigt, menneskeværdigt, patientvenligt, effektivt, billigt og trygt end vort nuværende system.
Det kræver blot politisk vilje til at slagte nogle hellige køer. Og dem er der desværre mange af.
En af dem er, at det er uetisk at "tjene penge på syge mennesker". Selv om udsagnet er rent vrøvl, bruges det tit i den politiske kamp mod privathospitaler.
Netop politikere burde ellers huske, at det offentligt ansatte sundhedspersonale også tjener penge. Man bliver ikke filantrop fordi man er offentligt ansat.
Lad os slå fast med det samme: Det har altid været sundhedspersonalets lod at få løn for at hjælpe syge mennesker. Så er det ligegyldigt, om man arbejder på en offentlig eller en privat klinik.
At patienten selv skal betale på den private, men ikke på den offentlige klinik, er ikke et moralsk, men et rent politisk spørgsmål.
Hvis de danske politikere vil behandle befolkningen anstændigt, så skal de lade et sygesikringstilskud følge patienten, og så tillade den syge selv at bestemme, hvor tilskuddet skal bruges.
Men det kræver, at politikerne har tillid til danskernes dømmekraft mere end hvert fjerde år.
De bør huske, at patienter er lige så kloge som mennesker. De kan på udmærket vis selv finde hen, hvor de bedst får tilgodeset deres individuelle ønsker, det være sig på tid, service, behandlingseffekt eller kvalitet.
Hvis politikerne ikke har tillid til befolkningens dømmekraft, når det gælder hver enkelt's egen tarv, er det uforståeligt, at de har tillid til befolkningens dømmekraft, når der er valg.