Ligemageriets pris er middelmådighed
Af Claus Hancke, 1996
Forleden morgen hørte jeg i Radioavisen en århusiansk lungekirurg, som appellerede til forskellige instanser i det danske sundhedsvæsen dels i primærsektoren dels hos bevilgende instanser. En statistik havde nemlig vist, at chancen for at blive helbredt for lungecancer i Danmark er mindre end det halve af, hvad den er i vore nabolande, og endnu mindre end i USA.
"Vi må gøre noget", mente overlægen. En naturlig og rigtig tanke, når man ser, at naboerne er meget dygtigere til at opspore og behandle en sygdom.
Lad os prøve at følge den tanke lidt på vej.
Der ligger altså et positivt incitament i en sådan sammenligning. En naturlig spore til at tage sig sammen og "gøre noget", hvis man opdager, at man er ved at sakke agterud.
Det har det private erhvervsliv jo kendt i århundreder. Det er det, der hedder konkurrence. En uvurderlig inspiration til stadig forbedring inden for et hvilket som helst område.
I nogen lande er der åbne statistikker for sygehusenes drift og resultater, men ikke i lande med planøkonomisk styring af sundhedsvæsenet, herunder Danmark.
Af en eller anden grund er det i Danmark odiøst at tale om konkurrence inden for sundhedsområdet.
Man kan undre sig hvorfor. Tallene eksisterer jo. Hvorfor må befolkningen ikke få dem at se? Specielt når vi officielt har frit sygehusvalg.
Hvad skal vi vælge ud fra? Afstand til hjemmet? Ventelistens længde? Parkeringsforhold? Sygehusets størrelse? Sygehusets alkoholpolitik? Eller skal vi vælge ud fra rygterne om et sygehus? - Måske den seneste avisomtale?
Befolkningen er faktisk på Herrens mark, når den skal vælge.
I 1994 fik befolkningen pludselig løftet en flig af sløret, da det kom frem, at et sygehus måtte stoppe med ByPass-operationer, fordi der ud af 48 patienter var 10 med svære komplikationer efter operationen. 4 af de opererede var døde og en lå med svær hjerneskade.
Sygehusdirektøren forklarede pressen, at en dødelighed på 8,5% ikke var så langt fra store internationale undersøgelser, der har vist en gennemsnitlig dødelighed på 6 % ved ByPass-operationer.
Jamen hovsa. Hvis den er 8,5 % på et hospital, og 6 % i gennemsnit, så er den formentlig også 4 % på nogle sygehuse.
Der er næppe nogen tvivl om, at en patient, som har frit sygehusvalg ville fravælge det sygehus, hvor dødeligheden er 8,5 % og foretrække at få lavet sin ByPass-operation på et sygehus, hvor dødeligheden ved indgrebet er 4 %.
Men sådan leger vi ikke her i Danmark. Vi kan ikke sådan tillade, at befolkningen får disse tal oplyst.
Det kunne jo risikere at fjerne patientgrundlaget for det ene sygehus, og give lange ventelister til det andet. Ja, det kunne det.
Men det kunne også betyde noget andet. Det kunne måske tvinge det tomme sygehus til at se på tallene, inden det gik så galt, og sige lige som den århusianske overlæge: "Vi må gøre noget".
Statistikken viser jo med klare tal, at resultaterne på det tomme sygehus ikke er så gode som på det fulde, og tanken er nærliggende, at personalet ikke er dygtigt nok i konkurrencen med nabosygehuset. Ikke lige så dygtige? - Hvilken skandale.
Her i Danmark er alle jo lige dygtige. Så hvordan skulle det forekomme?
Lige siden Grundtvigs "ved jorden at blive, det tjener dig bedst", har vi dyrket ligemageriet med beton-agtig stædighed. Senere har vi lært, at vi skal holde os "på det jævne, på det jævne" og senere igen har Sandemose med sin Jantelov påpeget middelmådighedens lovfasthed.
Ingen må hæve sig over andre, ingen må være dygtigere end andre, og således er det jo også ligegyldigt, hvor man vil lade sig operere.
Men nu er der jo altså disse irriterende statistikker. Deres tal passer ikke helt ind i Jantelovens ideologi, og på et eller andet tidspunkt, må vi nok erkende, at nogen faktisk er dygtigere end andre.
Kunne det ikke tænkes at være en spore til de andre om at dygtiggøre sig? Eller sagt lidt mere udiplomatisk:
Det naturstridige ligemageri og forbudet mod åben konkurrence, luller de dårlige klinikker og sygehuse ind i passivitet, når de véd, at deres position, patienttilgang og udkomme ikke er afhængig af kvaliteten af deres arbejde. Tilbage er kun kaldet og den faglige stolthed.
Desværre har filantropien trange kår efterhånden som den politiske udsultning æder sig ind på sundhedsvæsenet, og i en økonomisk trængt situation, vil åben konkurrence formentlig få sygehusvæsenet til at bryde totalt sammen.
Det er imidlertid ikke noget alibi for at holde befolkningen i uvidenhed om de kvalitative forskelle, der findes såvel internationalt som intranationalt.
Det er befolkningen, der betaler for sundhedsvæsenet; så har den også krav på at se de statistikker, der findes.
Så længe, man i ligemageriets hellige navn, skjuler de faktiske forskelle, der findes inden for vort sundhedsvæsen, så tvinger man befolkningen til at underkaste sig middelmådighedens tyranni.