Claus Hancke's festforelæsning, Christiansborg
d. 21. juni 2004
- i anledning af 25 års jubilæet for Landsorganisationen NaturSundhedsrådet
Først og fremmest et stort tillykke til LNS, og dernæst en varm tak for invitationen til at holde Festforelæsningen i anledning af 25-års jubilæet. Et kvart århundrede er gået, og det er flot holdt af en forening, der har skullet kæmpe op ad bakke hele vejen.
I de samme 25 år har man også kæmpet mod kræftsygdommenes hærgen, men her har resultaterne være væsentligt ringere end jeres.
Vi taler så meget om ”Kampen” mod kræften.
Man forestiller sig kræftlægerne i felten med dragen lanse i form af ”Stahl, Strahl und Kemo”, som man siger syd for grænsen.
Men sker der noget? Eller er det en blindgyde denne Kamp?
Set fra en Orthomolekylær vinkel er prioriteringen i hvert fald forfejlet, og det vil jeg søge at belyse i det følgende.
Da jeg for 25 år siden sad som sygekasselæge var det jo hovedsageligt sygdomsopsporing og symptombehandling, det gik ud på. Har du hovedpine, så får du en hovedpinepille, har du gigtsmerter, får du en gigtpille. – Sådan lidt groft sagt.
Den orthomolekylære indgangsvinkel er langt mere målrettet imod sygdommens årsag, og herved har man langt bedre mulighed for at forebygge og behandle sygdommene.
Men lad os først se på det scenarium, vi står over for, når vi taler kræftsygdomme.
Hver tredje af os vil få kræft på et eller andet tidspunkt, og hver 4. af os vil dø af det. Over 30.000 mennesker får kræft hvert år, og 16.000 dør af det hvert år her i Danmark.
Der er til stadighed 200.000 mennesker, der lever med kræft i et eller andet stadium, og langtidsoverlevelsen er 10-12 % i gennemsnit, hvilket blev fremhævet på en cancerkongres i Oslo for 2 uger siden.
I de sidste 25 år har de samlede sundhedsudgifter i Danmark ligget på linie med Sveriges og langt under Norges, målt i procent af bruttonationalproduktet, men vi ligger langt over begge disse lande i både forekomst og dødelighed af kræft, og vore behandlingsresultater er langt ringere for de samme sygdomme.
Hertil kommer, at WHO estimerer, at kræftforekomsten i de næste 20 år vil stige med 50 % på verdensplan.
Vi har altså et alvorligt problem. - Ikke bare her i Danmark, men også globalt.
Vi havde som sagt også kræft for 25 år siden, men i mellemtiden er der på verdensplan brugt hundreder af milliarder kroner på forskning i kræftsygdomme, uden at vi er kommet et skridt videre.
Forekomst og dødelighed af kræft er steget konstant i de 30 år, vi har brugt 200 milliarder kroner til forskning i denne sygdom. Det er vist det, man i det private erhvervsliv kalder en fiasko.
I de sidste 25 år er fremskridtene indskrænket til krusninger på
overfladen. De kræftformer, man ikke kunne helbrede for 25 år siden, kan man heller ikke helbrede i dag.
Man kan så diskutere frem og tilbage, om de små udsving i
behandlingsresultaterne er udtryk for bedre behandling eller bare en
tidligere diagnostik, så man kan leve i længere tid med en kræftdiagnose.
Men altså uden en reel effekt på levetiden fra sygdommens debut.
Hvorfor er der egentlig så meget viden, og så få kliniske fremskridt ?
Hvis 10.000 kræftpatienter overlever 5 år, så gør de 7.500 det på
grund af kirurgi, de 1.800 på grund af strålebehandling, men kun de 700 på grund af kemoterapi.
Alligevel bruges langt størstedelen af forskningsmilliarderne til
forskning i kemoterapi, kun lidt går til strålebehandling, og endnu
mindre til operationer.
Men hvor blev forebyggelsen af?
Det er jo kortsynet at tro, at man er ”rask” lige indtil det øjeblik, hvor en læge fortæller én, at man har en ondartet knude.
Hvis vi skal forebygge en sygdom, så må vi jo kende årsagen, og det gør vi ikke endnu. – Og dog.
Vi kender mange påvirkninger i vor dagligdag, som bevisligt fremmer risikoen for og udviklingen af cancer.
Vi har i de sidste 50 år oplevet en nærmest epidemisk udvikling i forekomsten af kræftsygdomme, uden at de store investeringer har båret frugt.
I de samme 50 år har den industrielle revolution umærkeligt ført os ind i en æra af petrokemisk og elektromagnetisk påvirkning uden sidestykke i Jordens udviklingshistorie.
I 1940 fremstillede den petrokemiske industri sine produkter ud fra simpel forarbejdning af kul og tjære (- deraf navnet ”petrokemisk”) og produktionen var i 1940 omkring ½ million tons kemikalier.
1950 var det steget til 25. Millioner tons.
Derefter blev fremstillingen udviklet i mere og mere raffinerede processer og man udviklede muligheden for molekylær splejsning og fremstilling af molekyler, som var fuldstændig ukendte for Naturen - heraf mange unedbrydelige.
I 1990 fremstillede den kemiske industri 250 millioner tons af disse syntetiske kemikalier på bare ét år.
Langt de fleste af disse er aldrig testet for giftvirkning på mennesker endsige langtidsvirkninger på vort miljø. Indtil videre er der fundet 600 af disse syntetiske kemikalier, som er dokumenteret karcinogene.
- Men det er vel ikke noget, vi støder på i vores hverdag? Eller er det?
For nogle år siden var en lille dreng på skud i en ærtemark, og hvem har ikke været det som barn? Han måtte en tur på hospitalet med forgiftning, fordi marken var blevet sprøjtet.
En mark! - Symbolet på den danske idyl på landet. - Er altså efterhånden blevet så giftig, at der nærmest er tale om giftig bedrift, som bør indhegnes med advarselsskilte.
Fødemidlerne gennemlever perioder i deres produktion eller modning, hvor de er så giftige, at indtagelse giver akutte forgiftninger.
De ernæringsrådgivere, der fører hellig krig mod kosttilskud som vitaminer, mineraler og antioxidanter og efterlyser langtids-studier på en eventuel skadevirkning, de skulle gribe i egen barm og huske, at der så sandelig heller ikke er lavet langtidsstudier på farligheden af de fødevarer, der produceres i dag.
Det var ikke det store problem for 50 år siden, men ofte glemmer vi, at der i disse 50 år er påført menneskeheden en massiv forurening med kemi, nye strålings-frekvenser og fremmede molekyler, som naturen aldrig har kendt til.
Professor Samuel Epstein har to gange været forelæser ved Health-Trends kongresserne her i København, og har fremlagt en lang række eksempler på kræftfremmende kemikalier, som vi sagtens kunne undvære i dagligdagen.
Hvis vi fjernede disse, ville vi med ét slag kunne reducere forekomsten af kræft.
Men det kræver politisk mod, som ligger fjernt for dagens politikere, der stadig kan finde på at give landbrugsstøtte til Europas tobaksbønder.
Den svenske onkolog, professor Lennart Hardell har bl.a. forsket i chlorphenoler og øget risiko for Non Hodgkin Lymfom, hvor forekomsten i Sverige faldt drastisk efter forbud mod disse stoffer.
På en kræftkongres i Oslo d. 3. juni (for to uger siden) fremlagde han forskningsresultater, der viste, at der er signifikant øget risiko for hjerne-tumorer ved elektrosmog. Han fandt øget risiko for astrocytom, men også akustikusneurinom ved brug af mobiltelefoner, og jo yngre man starter, des større risiko.
Det er ikke mobiltelefonens opvarmningen af hjernen, der er problemet, men frekvensen i den elektromagnetiske stråling.
Disse resultater har teleindustrien ikke kunnet eftervise i deres forsøg.
Det var blot et par eksempler på den massive karcinogene påvirkning, vi dagligt udsættes for, og som vi enten må undgå eller beskytte os imod.
Naturen har jo mange vidtgående selvreparerende mekanismer, men den aner ikke, hvad den skal stille op med disse påvirkninger eller de hundrede tusinder af nye kunstige molekyler, som den kemiske og farmaceutiske industri har opfundet og masseproduceret igennem de seneste 50 år.
Disse molekyler, som vi til daglig kalder forurening, udgør en potentiel trussel imod mennesket, der som art betragtet ikke er nær så dygtig til at akklimatisere sig til nye miljøbelastninger som f.eks. mikroorganismer er det.
Forureningen er i dag et ufravigeligt faktum overalt i vore omgivelser, og vi kan ikke isolere os fra den.
Vi må derfor søge metoder, hvorved vi bedst muligt kan beskytte os imod dens skadevirkninger.
Og der er håb forude. – Hvis vi altså får lov!
Det kræver nemlig lidt af en politisk armvridning her på Christiansborg.
Det er nemlig et problem, at de selv samme myndigheder, som ikke er i stand til at sikre os et rent miljø med rent drikkevand, og ugiftige madvarer, samtidigt spænder ben for vore muligheder for delvist at beskytte os mod forureningens sundhedsskader.
Det er for eksempel ikke en gang tilladt en fødevare- eller kosttilskuds-producent at informere forbrugeren om sygdoms-forebyggende egenskaber ved kost eller kosttilskud.
Ikke en gang læger og apoteker må informeres om dette.
Ikke alene forholdes vi således viden om vitaminernes, aminosyrernes, enzymernes og mineralernes forebyggende og helbredende effekt, vi forhindres også i at anvende disse ufarlige midler til at forsøge at beskytte os selv mod de miljøprovokerede livsstilssygdomme som åreforkalkning og kræft.
Det er en utålelig nidkærhed fra myndighedernes side, når kræftpatienten, der kæmper for sit liv, bliver forhindret i at købe ufarlige kosttilskud, som kan give ham håb, lindring og livskvalitet i hans sidste tid.
_____
Trods videnskabens fremskridt, er levealderen i Danmark relativt stagneret i 15 år, så vi ligger iblandt de lande i Vesteuropa, der har den korteste levetid, vi er det land i Norden, der har den højeste børnedødelighed og kræfthyppighed, og forekomsten af kræft hos specielt danske kvinder er stærkt stigende.
- Ikke flatterende, og vi prøver så at forklare forskellen med vort tobaksforbrug.
Det er så nemt at tørre skylden af på befolkningen: Det er din egen skyld, du har fået kræft. Du ryger for meget, du drikker for meget, du spiser for fedt og du har valgt de forkerte forældre.
Den går bare ikke.
Over 70 % af stigningen i kræftsygdomme i de seneste år, ses uden for lungerne og forekomsten af lungekræft hos ikke-rygere er fordoblet. Så vi kan ikke bare tørre det af på tobakken.
Vi må igen rette øjnene mod de cancerfremmende stoffer fra den kemiske industri.
Pesticider på marker og i haver med østrogenlignende effekt i kroppen er dokumenteret cancerfremkaldende.
Kosmetik er en branche, der stort set ikke er reguleret. Der er meget ringe kontrol med indhold og deklaration af kosmetik. Meget indeholder aminer, der omdannes til nitrosaminer, eller det indeholder dioxin, arsenik og bly.
Se på et stof som DDT. I 1950 sprøjtede man strande og græsarealer hen over folk, som sad og nød solen eller spiste deres mad. På grundlag af industriens oplysninger fra den tids forskning blev DDT anerkendt af sundhedsmyndighederne som værende "uskadeligt for mennesker", og blev dengang betragtet som fremtidens insekticid. Men 20 år efter var det blevet fremtid, og de katastrofale følger af DDT viste sig i form af cancerfremmende ophobning i kroppen.
Vi må heller ikke glemme den iatrogene / lægeskabte cancer:
En lang række lægemidler er kun sparsomt undersøgt for langtidsskader i form af øget cancerforekomst.
1938 blev det konstateret at dietylstilbøstrol var karcinogent, og alligevel blev det brugt i de næste 50 år.
Lusemidlet Lindan har fremkaldt hjernekræft hos børn.
Metronidazol er dokumenteret karcinogent.
Kalomel (kviksølvklorid) blev brugt indtil 1953 som mavemedicin og til at smøre på spædbørns gummer, når de havde ondt for tænder. Mange udviklede Acrodyni, og spædbørn døde af denne ”sygdom”, som i virkeligheden var en kviksølvforgiftning. Sygdommen er ikke set siden man ophørte med at bruge kviksølv mod tandsmerter.
Nu er kviksølv under enhver form forbudt at anvende i industrien. Blot ét sted er kviksølv stadig tilladt. Det er når det skal puttes i mennesker. Tandlægerne bruger hvert år tonsvis af kviksølvamalgam til plombering af tænderne, og dette kviksølv fordamper lige så stille fra overfladen af disse plomber, og ophobes i kroppen til skade for specielt nervesystemet.
I lægestanden bruger vi langt mere raffinerede metoder til at kviksølvbelaste befolkningen. Vi sprøjter det ind i patienterne, når de får deres influenzavaccine. Den er nemlig konserveret med en kviksølvforbindelse, som meget let optages i kroppen, og som er en potent nervegift, der ødelægger nervetrådene og øger risikoen for Alzheimers demens og Autisme.
Brystimplantater af Silicone blev lavet med en skal af polyurethan. William Huper advarede allerede i 1965 imod anvendelsen af polyurethan som værende højkarcinogent. Alligevel brugte man dem de næste 30 år.
Vi må altså konstatere, at vi er massivt eksponeret for cancerfremkaldende stoffer i vores allernærmeste miljø, og hvad værre er: Vi kan ikke en gang blive fri.
Men hvad med de strålende lægevidenskabelige fremskridt? Kan de ikke redde os? Nej. Det kan de ikke. Måske endda tværtimod. De store, dyre, højteknologiske operationer har ikke rokket en tomme ved middellevetiden, selv om de har gjort et stort indhug i sundhedsbudgetterne.
Sundhedsvæsenet er desværre blevet mere og mere fokuseret på de spektakulære og højteknologiske løsninger, og overser gerne de simple løsninger.
I dag er lavteknologi = lavstatus i sundhedssektoren.
Det er i forskningslaboratorierne og på operationsstuerne, heltegerningerne foregår. Der er ikke den samme glamour over profylakse, miljø-medicin og ernæringsrådgivning, som derfor rangerer lavt for den, der har sin karriere at tænke på.
Det er synd, for netop disse tre fag, kunne rokke ved de røde tal, der præger befolkningens sundhedsstandard i disse år.
Men det er som om behandlingen af kræftsygdomme kører i ring.
Man behandler stort set kun med kirurgi, kemoterapi og stråler.
Og hvis der skal forskes, så er det i sådanne behandlinger med stor potentiel risiko for patienten.
Egentlig er det lidt paradoksalt, at der i den etablerede cancerbehandling i dag anvendes for milliarder af kroner potentielt livsfarlig medicin uden dokumenteret effekt.
Og de samme, som anvender denne medicin stiller delikate krav om eksakt dokumentation af effekten af ufarlig naturmedicin eller anden uskadelig alternativ behandling, som i det mindste kan give håb, lindre og bedre livskvaliteten i den tid kræftpatienten har tilbage.
Vi må i lægestanden huske, at meget af den standard-terapi, vi selv anvender i dag er fuldstændig udokumenteret. Den hviler hovedsageligt på empiri eller klinisk erfaring, som er en del af det, vi kalder lægekunst.
Lægevidenskaben har desværre lige så stille fortrængt lægekunsten, som i dag allernådigst får lov at overleve hos alternative behandlere.
Kunsten at læge er jo ikke forbeholdt lægestanden.
_____
Jeg går tit tur i skoven. Men jeg har aldrig set den. - Altså hele skoven. Jeg kan se og nyde hver en lysning, stiernes bugten, hver en lysstråle, der finder vej ned igennem trækronerne, men Skoven? Hvor er den henne? Skoven er blevet en bevidsthed. Den er der bare.
På samme måde skal vi passe på, at vi ikke drukner i detaljer, for derved at glemme overblikket, når vi taler om cancer.
Det biologiske puslespil er en konstant søgen efter the missing link; den brik, der viser toppen af et sejlskib og bunden af en sky. - Den der giver sammenhæng og forståelse.
Men der er ingen grund til at lægge hænderne i skødet, fordi den ikke er fundet endnu. Indtil da kan vi nemlig udmærket godt reducere cancerforekomsten ganske betydeligt, hvis vi tør tage sværdslaget med de store økonomiske interesser.
Hvad kan vi så gøre allerede nu?
Vi kan aktivt advare befolkningen imod de kemikalier, tungmetaller og giftstoffer i vore madvarer, kosmetik, rengøringsmidler og medicin, som allerede nu er dokumenteret kræftfremkaldende.
Vi kan reducere elektrosmog for den enkelte bruger.
Og det bør sikres:
at fødevarer bærer en detaljeret deklaration for indhold af såvel næringsstoffer som giftstoffer, hormoner, medicinrester og tungmetaller.
at deklarationen på samtlige fødevarer oplyser om maksimalt forsvarlig daglig dosis ved langtidsindtagelse.
(Det gælder f.eks. Ammoniumklorid i slik, Aspartam i light-produkter, Nitrosaminer i kødvarer, Hormoner i kød og mælkeprodukter, Tungmetaller i fisk, Pesticider i grøntsager osv.)
Det bør anstændigvis også sikres:
at man på en restaurant kan indtage sin mad uden at være
passivryger.
at vore hjem ikke belastes af udefra kommende skadelig
elektromagnetisk stråling. (Altså placering af master.)
og endelig:
at befolkningen får fri adgang til information om kosttilskud og
fri adgang til at købe sikre og ufarlige kosttilskud.
(Det er vanskeligt at se, at det skulle være i befolkningens
interesse, at få beskåret sine muligheder for at købe
kosttilskud, når disse i øvrigt er sikre at anvende.)
Hvis magt, styring og formynderi oppefra herved forvandles til den enkeltes ansvar og ret til at få fri information, og til selv at bestemme over eget helbred og helbredelse, så vil lægestandens rolle ændres fra den magtfulde til den rådgivende, og politikernes rolle vil ændres fra at være folkets formyndere, til at være vore beskyttere imod de kræftfremkaldende miljøpåvirkninger, som vi kender allerede i dag.
Hvis befolkningen således får frihed til informeret selvbestemmelse over sin egen sundhedstilstand, så vil der også blive kapacitet til at yde den sundhedsservice, befolkningen ønsker og forventer (- og har betalt for.)
Hvis dette kan gennemføres, og kun da, så tror jeg på, at vi har en reel chance for at reducere kræfthyppigheden og bedre den danske befolknings haltende sundhedstilstand.
Tak.