Frie radikaler og antioxidanter
Frie radikaler og antioxidanter
Hvor står vi i dag? Hvad kan vi bruge dem til?
Af Claus Hancke, 1991
Med den viden, vi i dag har om frie radikaler og antioxydanter, kan vi godt tillade os at fastslå, at det enkelte menneske har afgørende indflydelse på, ikke blot hvor længe, han vil leve, men også på hvor godt et helbred, han vil have.
Det er ikke noget man kan opnå ved at udbygge hospitalsvæsenet yderligere, eller krydre det med mere og mere avanceret teknologi eller raffinerede operationsmetoder.
Hospitalsvæsenet er et individorienteret apparatfejlsværksted, og det er også godt nok. - Men det er ikke noget, der rokker ved en hel befolknings levealder eller livskvalitet.
Det vil ikke kunne forhindre en eneste blodprop, cancer, hypertension eller arthrit.
Det kan den enkelte imidlertid selv. - Og endda uden at sætte sine ben på et hospital eller et apotek.
Det er i fremtiden en stor sundhedspædagogisk opgave for lægestanden at formidle vor viden til befolkningen på en sådan måde, at flest muligt undgår nogen sinde at blive patienter.
Det første skridt på vejen mod denne opgave bliver at delagtiggøre læger, og specielt praktiserende læger, i den viden, der giver patienten et reelt valg.
Et valg mellem potente, medicamina med mere eller mindre varige bivirkninger, den voldsomme, invasive operation, hvor vi (ret beset) ikke aner, hvad der sker med den krop, der opereres, eller en målrettet behandling med det langvarige sigte, at gøre kroppen i stand til at helbrede sig selv.
Befolkningen vil med rette bebrejde lægestanden, hvis vi nøler for længe.
Den største fare for en udvikling i denne retning er, at der ikke er penge i sund levevis. Derfor er der i dag et massivt globalt pres på Verdens læger. Et pres, der luller os ind i den overbevisning, at al sygdom skal behandles. Vi bliver bombarderet med misinformation hver eneste dag.
Prøv blot i et lægetidsskrift at finde én eneste annonce for noget, der er sundt!
Svært, ikke? Måske der var en enkelt annonce for en vitaminpille eller noget fiskeolie, men var der en annonce for at gå en tur? Eller for en hyggesund med familien?
Hvem skulle også annoncere for det? Skoindustrien eller hygge-industrien?
Der er ufatteligt mange penge i medicin. Annoncerne fortæller os, at hvis patienten har ledsmerter, så skal man gi` et antirheumaticum. - Helst et af de nye med lidt færre bivirkninger, lige bortset fra prisen.
Den velorienterede patient foretrækker non-pharmakologisk behandling med fiskeolie og opnår lige så god effekt, sammen med en række positive sideeffekter som f.eks. reduceret thromboserisioko og forbedret lipidstatus.
Hvis man vil forbedre sidstnævnte yderligere, kan man jo også spise lidt niacin og i øvrigt justere sin kost. Vil man sænke sin thromboserisiko yderligere, kan man supplere kosten med lidt magnesium. Derved opnår man samtidigt den positive, cardioprotektive sideeffekt, som de fleste calciumblokkere giver gennem nedsættelse af intracellulært calcium.
De stakkes anoreksia-nervosa-patienter kan i stort tal helbredes med et tilskud af zink - i stedet for årelang og tit mislykket behandling med potente psykofarmaka.
Vi ved, at antioxydanterne forebygger cancer, og den store dræber, arteriosklerose, kan stort set forebygges ved et dagligt tilskud af vitamin C, E og Selen, og med Q10 kan vi standse progressionen i den tidligere ubehandlelige cardiomyopati.
Som det er læseren bekendt, er dette kun en beskeden del at de "nonpharmakologiske" muligheder, der kan hjælpe befolkningen såvel kurativt som profylaktisk.
Det er billigt, det er ufarligt og det kræver ikke medvirken af sundhedssektoren i nævneværdig grad.
Denne ville herefter kunne effektiviseres til en mere kvalitativ indsats på de områder, der stadig ikke findes nonpharmakologiske råd for.
Vi har endnu ikke set skyggen af den mængde antioxydanter, befolkningen vil indtage om få år, efterhånden som vi udbreder vor viden om de frie radikalers patogenese.
Det bliver unægtelig en stor pædagogisk indsats i en befolkning, der stadig tror at æg er usundt og at flerumættet margarine er sundt, men vi har en pligt til at sikre, at befolkningens viden om disse emner bliver funderet på seriøs viden, og ikke på hjemmestrikkede teorier.
Det er godt nok at tøve en kende, men vi skal heller ikke dømmes for nøl.
(Artiklen er bragt i Non-pharm 1991;2/5:3).