Q10. Det er svært at se skoven...
Af Claus Hancke
Jeg går tit tur i Grib Skov. Men jeg har aldrig set den. - Altså hele skoven. Jeg kan se og nyde hver en lysning, stiernes bugten, hver en lysstråle, der finder vej ned igennem trækronerne, men Skoven? Hvor er den henne? Skoven er blevet en bevidsthed. Den er der bare. Jeg har det lidt på samme måde med Coenzym Q10.
Da jeg første gang hørte om ubiquinon for ca. 8 år siden, læste jeg alt, hvad jeg kunne finde om emnet, og så var dét på plads i bevidstheden. Coenzym Q10 passede perfekt ind i det biologiske puslespil som et missing link. Det var den brik i puslespillet, hvor man kunne se "toppen af et sejlskib og bunden af en sky".
Da jeg havde fået tilfredsstillet min nysgerrighed om dette nye stof, og det havde fundet sin plads i mit biologiske paradigma, tænkte jeg ikke mere over det. Q10 var et veldokumenteret, naturligt forekommende stof, og en livsvigtig del af den humane fysiologi og biokemi. Et stof, som humanmedicinen kunne få overordentlig stor glæde af, hvis vi lukkede øjnene op.
Q10 var blevet en del af min medicinske bevidsthed, det var der bare, - ligesom skoven.
Man tænker ikke nærmere over det, - lige indtil nogen en dag sætter spørgsmålstegn ved, om Q10 nu også er så veldokumenteret.
Det lyder for mig ligesom, hvis nogen satte spørgsmålstegn ved, om der nu også er rigtige træer i Grib Skov.
Disse påstande provokerede mig til atter at se på den litteratur, der indtil nu er publiceret om Q10, og jeg blev meget overrasket.
Hvis Q10 var rimeligt veldokumenteret i 1988, så er det over-ordentligt veldokumenteret i 1996. Der er i de seneste 8 år skrevet flere hundrede videnskabelige publikationer om Q10, heraf adskillige kontrollerede undersøgelser, hvortil kommer overbevisende kliniske erfaringer fra læger, tandlæger og ikke mindst fra brugerne selv.
Ud fra mine seneste litteraturstudier må jeg konkludere, at det vil være vanskeligt at forudse en grænse for de landvindinger, lægevidenskaben vil kunne gøre i fremtidens fortsatte udforskning af Coenzym Q10.
Ved at kunne påvirke selve energiproduktionen i hver en celle i kroppen, åbner vi døren for at gå helt nye veje i forebyggelse og behandling af sygdomme, specielt de såkaldte livsstilssygdomme, der plager den industrialiserede verdens sundhedsbudgetter.
Ud fra de krav, den orthomolekylære medicin stiller til sit terapeutiske armamentarium, er Q10 idealet af et præparat:
Det er naturligt forekommende, idet det findes i stort set hver en celle i det menneskelige legeme.
Det har dokumenteret virkning på en række begyndende eller etablerede, livstruende sygdomstilstande.
Det er således effektivt til såvel forebyggelse som behandling af disse sygdomme.
Det kan laves, så det er letoptageligt ved oral indtagelse.
Der er ingen bivirkninger eller toleransudvikling.
Det er fuldstændig ufarligt. (Primum non nocere.)
Det er derfor egnet til selvmedicinering.
Det er rimeligt i pris.
Der er efterhånden publiceret mere end 4000 videnskabelige artikler om Q10. De ældste naturligvis først og fremmest af molekylærbiologisk art, men et stigende antal er nu klinisk kontrollerede undersøgelser, hovedsageligt koncentreret om hjerte/karsygdomme, kræft og parodontose.
Den mere molekylærbiologiske dokumentation er i det store hele velkendt, men hvad der har overrasket mig, er det solide kliniske fundament, der i de seneste år er skabt for anvendelsen af Q10 ved livsstilssygdomme, herunder specielt hjertesvigt.
Coenzym Q10 er et lipofilt 4 nm langt molekyle, som dannes i cellernes endoplasmatiske retikulum. Det ligner, og deler da også biologisk syntesevej med kolesterol, og transporteres ligesom dette rundt i kroppen som en bestanddel af lipoproteinerne.
Produktionen er højest i ungdomsårene med maksimum omkring 25 års alderen, og aftager herefter således, at der i pensionsalderen for de flestes vedkommende vil være tale om en direkte mangel for en optimal energiproduktion i kroppens celler. Dette er specielt uheldigt under tilstødende sygdom, hvor S-Q10 falder, formentlig betinget af større cellulært energibehov under sygdomsbelastning.
Q10 kan også indtages med føden, og findes især i sojabønner, valnødder, mandler, spinat, sardiner og det meste kød. I en sund og varieret kost indtager vi ca.20-30 mg dagligt. Under parenteral ernæring viser det sig, at S-Q10 falder med ca. 50 %.
Ved indtagelse transporteres det via lipoproteiner (især kylomikroner) til leveren, og derefter (ligesom kolesterol) med LDL og VLDL rundt til de øvrige væv, specielt de væv der har celler, som indeholder mange mitokondrier.
For eksempel indeholder hudceller eller bindevæv meget få mitokondrier, hvorimod muskelceller, specielt hjertemuskelceller indeholder flere tusinde, og tappene i øjets nethinde op til titusinde mitokondrier pr.celle.
I mitokondriets indre membran indgår Coenzym Q10 som et led i respirationskædens elektrontransportsystem, og er en nødvendig faktor for dannelse af tilstrækkeligt ATP til cellens funktion.
Den mitokondrielle ATP-syntese er i normalt væv ikke maksimalt udnyttet, og et exogent tilskud af Q10 kan derfor øge den mitokondrielle elektrontransporthastighed i respirationskæden, og derved øge det pågældende vævs energiproduktion.
Ved at øge udnyttelsen af den i cellen optagne oxygen til energi-fremstilling, er der mindre restoxygen til dannelse af oxygen-deriverede frie radikaler, hvorved Q10 også får en antioxydant-lignende effekt.
Denne effekt potenseres yderligere ved at Q10 er nødvendig for mitokondriernes enzymatiske recirkulation af Vitamin E, et af cellemembranens vigtigste antioxydanter til beskyttelse af de flerumættede fedtsyrer.
Q10 fungerer desuden som H+ transportør, og har på grund af sit reversible redoxpotentiale også "ægte" antioxidative egenskaber.
Q10 har således en kraftig antioxidativ effekt og er samtidigt i stand til at øge energiproduktionen i cellerne.
Disse to helt centrale egenskaber lader ane, at der er store terapeutiske muligheder med Q10 inden for det, vi kalder livsstilssygdomme. Sygdomme hvor netop fri radikal aktivitet og celledegeneration er en del af patofysiologien.
Det kan derfor ikke undre, at der i de sidste 10år er foregået en intensiv forskningsaktivitet inden for netop disse sygdomme, og resultaterne er da heller ikke udeblevet.
Karl Folkers har som professor ved University of Texas i Austin arbejdet intensivt med Q10 igennem 35 år, og er nok den, der har bidraget tungest til dokumentation af den kliniske anvendelighed af coenzym Q10.
Imidlertid bør også fremhæves en dansk indsats fra specielt Svend Aage Mortensen, som med sin disputats fra 1990 fastslog, at visse hjertesygdomme skyldtes mangel på coenzym Q10 i hjertets muskelvæv.
Sv. Aa. Mortensen har publiceret en række fine undersøgelser, specielt om behandlingen af hjertesvigt, hvor hans positive resultater med CoQ10 har vist sig reproducérbare i flere kontrollerede undersøgelser.
Især det kronisk inkompenserede hjerte har påkaldt sig forskerinteresse, fordi der tidligere ikke var anden behandlingsmulighed end hjertetransplantation.
Ved kontrollerede undersøgelser med randomiserede, dobbelt blindede grupper med overkrydsningsforsøg, har der kunnet demonstreres forbedret pumpefunktion målt som forbedring af ejection fraction, slagvolumen, minutvolumen, hjertestørrelse, arbejdskapacitet (NYHA-rating), livskvalitet, færre hospitalsindlæggelser og reduceret forbrug af hjertemedicin.
Denne effekt er formentlig baseret på Q10's positive effekt på energiproduktionen.
Det inkompenserede myocardium lider af relativ energi(ATP)-mangel på grund af nedsat Q10-indhold og dermed ringere udnyttelse af respirationskæden. Når dette insufficiente myocardium evt. ved påvirkning af anden hjertemedicin skal prøve at kompensere den nedsatte minutvolumen, øges de metaboliske krav til respirations-kædens ATP-syntese.
Disse krav kan derved overstige mitokondriernes kapacitet, men da denne ikke er maksimalt udnyttet, kan et tilskud af Q10 derfor øge elektrontransporthastigheden i respirationskæden, og derved øge ATP-syntesen og energiproduktionen i hjertemuskelcellerne, hvorved hjertets pumpekapacitet øges.
Enhver patient med nedsat hjertepumpekapacitet bør derfor ordineres et tilskud af Q10 .
Man skal specielt være opmærksom på hyperkolesterolæmipatienter, som ofte behandles med HMG Coenzym A reduktasehæmmere, de såkaldte statiner. Disse patienter undergår en signifikant reduktion i S-CoQ10, og tilmed er der undersøgelser, der tyder på, at LDL hos statinbehandlede patienter er særligt følsomt for oxidativt stress.
Enhver patient i statin-behandling skal derfor ordineres et tilskud af Q10.
Der er ligeledes ved kontrollerede undersøgelser demonstreret øget overlevelse efter myocardieinfarct samt hurtigere restitution, og færre tilfælde med reperfusionsprovokeret ventrikulær arrythmi i den tidlige postoperative fase efter bypass operation.
Da der er vist signifikant lavere koncentration af malondialdehyd i den Q10-behandlede gruppe, er det sandsynligt, at disse positive resultater skyldes den kraftige antioxidative effekt af Q10 i reperfusionsfasen, hvor der efter en bypass operation vil frigøres massive mængder frie radikaler til skade for myocardiet og nærliggende væv.
Enhver AMI-patient samt alle, der skal gennemgå CABG, PTCA eller anden karoperation, og som kan risikere reperfusionsskade, bør derfor ordineres et tilskud af Q10 .
Det er blevet meget moderne, at give Ca++ som osteoporoseprofylakse, og når det går højt, suppleres med Vit.D3, men man glemmer de andre væsentlige faktorer, specielt magnesium. Det er særligt uheldigt, fordi Ca++ hæmmer Q10's biosyntese. Dette kan forhindres ved samtidigt at give et tilskud af Mg++, som stimulerer samme.
Enhver patient i Calciumbehandling skal derfor ordineres et tilskud af Magnesium og eventuelt Q10.
På et meget tidligt tidspunkt fik man mistanke om, at der var en vis effekt af Q10 hos patienter med parodontose; den meget udbredte tandkødsbetændelse, som forårsager blottelse af tandhalse, løshed og senere tab af tænder. Mange undersøgelser er senere gjort, og tydeligst effekt er set ved samtidigt tilskud af andre antioxydanter eller ved lokal applikation af ren Q10.
Det sandsynliggjordes i disse undersøgelser, at Q10 har en immun-modulerende effekt, idet man konstaterede signifikant stigning i IgG, T4-lymfocytter og T4/T8-ratio.
Disse resultater har da heller ikke kunnet undgå at initiere en betydelig interesse for forskning i Q10-effekt på immunsystemet som helhed og ved maligne sygdomme i særdeleshed.
Resultaterne har været lovende.
Alle studier, hvor dette er undersøgt, har vist øget immunrespons i form af øget IgG, flere undersøgelser peger tydeligt i retning af øget overlevelse hos cancerpatienter, og enkelte har endog påvist tumorremission under Q10-behandling.
Der er her tale om åbne studier.
Et andet aspekt ved Q10-behandling af cancerpatienter, er stoffets beskyttende effekt som antioxydant imod cardiotoksiske kemoterapeutika som f.eks. Anthracyklin.
Q10's kraftige antioxidative og energiproducerende effekt har flere gavnlige aspekter, og de er langt fra alle udforsket.
Blandt væsentlige resultater af flere mindre studier bør dog nævnes:
at Q10 virker blodtryksnedsættende, blandt andet ved hæmning af vasokonstriktion ved arteriel hypertension,
at det hæmmer thrombocytaggregationen, blandt andet ved at beskytte cellemembranerne imod lipid peroxydation.
at det hæmmer atherogenesen ved blandt andet at hæmme oxidation af LDL.
at det hæmmer udviklingen af demens.
at det mindsker risikoen for stroke.
at det reducerer intensiteten og hyppigheden af angina pectoris.
at det øger præstationsevnen og nedsætter fri radikal vævsskade hos mennesker under ekstrem fysisk træning som f.eks. elitesoldater og topidrætsfolk.
at det muligvis har effekt ved Duchennes muskeldystrofi.
Den betydning coenzym Q10 har i de helt grundliggende metaboliske processer i cellernes energisystem, gør det meget vanskeligt at
se enden på den forskning, som er sat i gang, endsige overskue de terapeutiske muligheder, der vil vise sig for dette lille molekyle.
Det adskiller sig imidlertid på to væsentlige punkter fra 99 % af de molekyler, som den petrokemiske og farmaceutiske industri syntetiserer:
Det er fuldstændigt atoksisk, og det er rimeligt i pris, blandt andet fordi det kan ikke patenteres.
Begge disse egenskaber gør, at tærskelen til at prøve det på alle mulige lidelser ikke er særligt høj, og mange tilfældige fund vil i fremtiden stille krav om mere systematisk, kontrollerede undersøgelser for at klarlægge en reel effekt.
Det vil være en nærliggende tanke, at fokusere specielt på fri radikal patologi og på sygdomme i de organer, der har et højt cellulært indhold af mitokondrier som f.eks. retina.
Det kunne være interessant at se et langtidsstudie på senil maculadegeneration, behandlet i tidligt stadie. Ved maculadegeneration er et af de første symptomer tab af farvesynet. Netop den sans, som er lokaliseret i de celler, der indeholder flest mitokondrier i hele kroppen.
Mit personlige gæt er, at man ved en sådan undersøgelse vil være nødt til at bryde koden inden, der er gået et år.
Når disse undersøgelser opfylder de sædvanlige krav til dokumentation for et lægemiddel, så bør det naturligvis resultere i registrering og optagelse i lægemiddelfortegnelsen, samt ikke mindst sygesikringstilskud som enhver anden hjertemedicin.
Andet er ikke rimeligt.
Hvad afholder ellers et så veldokumenteret præparat fra at blive rutineordineret som the drug of choice ved f.eks. kronisk hjerte-insufficiens? At det er i håndkøb?
Eller er det fordi, det ikke er så massivt opreklameret over for lægestanden, som de mindre effektive alternativer med bivirkninger og intoksikationsrisiko, der i dag betragtes som førstehånds-præparater ved hjerteinsufficiens?
Måske er den største hindring for Q10 i virkeligheden, at det, ifølge en af de andre grand old men i Q10-forskningen, nu afdøde Per Langsjoen, kan reducere brugen af receptpligtig hjertemedicin med en tredjedel.
Den mest potente effekt af coenzym Q10 på den vestlige verdens civilisationssygdomme ses formentlig slet ikke ved behandling af disse, men ved en endnu mere markant profylaktisk effekt, når behandlingen indsættes, om ikke før, så på et tidligt stadium i den biokemiske læsion i cellen.
Altså allerede fra 50-års alderen tager man Q10 sammen med sine antioxydanter, som en naturlig, daglig foreteelse, ligesom man tager en vitaminpille.
Det vil imidlertid på lang sigt være en endnu større trussel mod ikke blot den petrokemiske og farmaceutiske industri, men imod hele den etablerede sundhedsindustri's nuværende struktur, og man må imødese en massiv modstand imod en så radikal profylaktisk indsats.