Skolevaksere med vitaminer
Af Erik Kirchheiner, FRSA
Dit barns chancer som eksamensscorer øges stærkt af indlæringsernæring. Forældrene ved det ikke, men ernæringen er faktisk en altafgørende faktor for et barns skolesucces - eller fiasko. Videnskabelige beviser for, at korrekt ernæring fremmer barnets indlæringsevne, er meget omfattende. Intelligens, koncentrationsevne og både fysisk og mental udholdenhed samt kapacitet for at løse problemer øges væsentligt med den rette ernæring, der også påvirker barnets adfærd i positiv retning.
Alt dette er ikke blot teori og overvejelser baseret på laboratorieanalyser. Det er kendsgerninger, hvis rigtighed er efterprøvede i skole og hjem. De videnskabelige beviser er indsamlet gennem store praktiske ernæringsprogrammer omfattende tusindvis af børn, og de bemærkelsesværdige resultater - indhøstet uafhængig af hinanden - er blevet bedømt og kritisk vurderet af flere forskellige forskergrupper.
De tre projekter, der skal omtales her, er ikke enestående. Andre kunne være nævnt. For dem alle gælder det, at resultaterne i princippet er de samme. Det største og mest banebrydende projekt er utvivlsomt New York City Skolefrokosten. To andre projekter er Helix High School Projektet fra Californien og Darland Scool Eksperimentet fra Wales. De to første studier er således amerikanske (1) og det tredje er britisk (2).
New York City's skolefrokost
I New York City var det dramatiske omstændigheder, der gav programmet dets start. Dagbladet The New York Times havde kritiseret New Yorks skolebespisning, - omfattende morgenmad såvel som frokost, - som landets mest uappetitlige. Det førte til et lederskifte i administrationen og afstikning af helt nye retningslinier.
I det nye skolebespisningsprogram var alle råvarer friske højkvalitets-produkter rige på vitaminer, mineraler og andre nutrienter. Til vurdering af nutrient-indholdet anså man den officielle og ofte kritiserede RDA/ADT - Anbefalede Daglige Tilførsel - til at være alt for lav. Initiativtagerne til det nye skolebespisningsprojekt lavede deres egen standard, hvis værdier lå væsentlig højere end RDA/ADT.
Man startede nu et 3-punkts program: (1) Man reducerede kraftigt alle former for raffineret hvidt sukker. (2) Man fjernede alle levnedsmidler med kunstige smags- og farvestoffer. (3) Mængden af konserveringsmidler i de få konserverede fødevarer, der brugtes i programmet, blev reduceret, og visse midler, der har vist sig at kunne give adfærdsændringer, blev udelukket.
Projektforløbet strakte sig fra 1979 til 1983. Mod slutningen af denne periode forelå resultaterne i form af en lang række universitetsundersøgelser af de indsamlede data. Man kunne da bevise, at disse kostændringer have foranlediget en af de største scoringer i standard skoleprøver nogensinde opnået i USA's historie! Dette var en så markant forbedring af elevernes niveau, at der ikke kunne være ringeste tvivl om kostens betydning for indlæringsevne og skolepræstationer, især da kosten var den eneste faktor, der var blevet ændret i skolesystemet i den forløbne periode.
Det må fremhæves, at projektet omfattede mere end 600.000 skoleelever, så det statistiske grundlag for en vurdering var upåklageligt. I øvrigt er denne nye type skolebespisning siden hen blevet kopieret af 111 andre uddannelsesorganisationer, mest kommuner, andre steder i USA. Her har man også, uafhængigt af det oprindelige projekt, videnskabeligt bearbejdet og vurderet de indhøstede data, og man har opnået ganske tilsvarende resultater.
Helix High School Cafeteria
En forløber for New York City's skolefrokostprojekt, der havde resulteret ikke blot i bedre skoleresultater, men også bedre sportsresultater, tog sin begyndelse omkring 1960. Det fik ikke nogen præcis videnskabelig vurdering, da det skyldtes en enkelt kvindes initiativ og den måde, hvorpå hun drev skolens cafeteria.
Mange var af den opfattelse, at det var den, der sikrede Helix High i Californien topscoringer i alle sportsgrene i de år. Fodboldspillere, svømmere og løbere, baseball- og basketball-spillere flokkedes til skolefrokosten. Interessant var det også, at i denne periode reduceredes knogleskader hos sportsfolkene til under 30% af det normale!
Men hvad man i denne sammenhæng selvfølgelig først noterede sig
var, at skolens elever i samtlige klasser lå i toppen med hensyn til standardprøver og eksaminer indenfor hele staten Californien.
Darland Skolens Experiment
Det er indlysende, at hvis vi kunne være sikre på at få samtlige de livsnødvendige nutrienter i de helt ideelle mængder, vi individuelt behøver, gennem kosten, ville dette være at foretrække for os alle. Men der er aldrig nogen garanti for indholdet af vitaminer og mineraler i de levnedsmidler, vi selv går ud og køber. Og derfor kan vi aldrig være sikre på tilstrækkelig tilførsel gennem kosten, uanset hvor godt den er planlagt og sammensat.
Ofte er det ganske enkelt umuligt at kontrollere skolebarnets kost. Hvad stiller man så op? Det er det spørgsmål, der gør det følgende program interessant. Darland Skolens Eksperiment omfattede ikke så mange personer som de to foregående undersøgelser, men det har speciel interesse af andre grunde.
Dets initiativtager, Gwilym Roberts, var ikke i en situation, hvor han radikalt kunne ændre skoleelevernes kost, hverken på skolen eller i hjemmene. Tvunget af omstændighederne måtte han gå andre veje. Han vidste, at kosten var underlødig med hensyn til vitaminer og mineraler, og at dette forringede børnenes skolepræstationer. For i hvert fald delvis at kompensere for den elendige kost arrange-rede han, at en gruppe af hans elever fik kosttilskud. En anden gruppe fik placebo og resten af eleverne dannede kontrolgruppe.
Inden projektets begyndelse havde Roberts fået hver elev til at besvare et spørgeskema om sine daglige måltider. Han var forberedt på, at rapporterne ville være rystende. Men faktisk var afsløringerne endnu værre, end han havde frygtet. I nogle rapporter måtte man lede forgæves efter egentlig menneskeføde. Morgenmaden var en kop kaffe med sukker, frokost var chips, resten af dagen var slik og læskedrikke.
Baseret på sine iagttagelser - børnenes høje sukkerindtagelse - foretog han nogle modifikationer af den standard vitamin/mineral-tablet, der blev benyttet i programmet. Han tilsatte mere C-vitamin og af B-vitaminerne tilførte han mere B3 og B5.
Det var en væsentlig ulempe, at Roberts ikke kunne foretage nogen ændringer i eleverne kost. Alligevel blev projektet en overvældende succes. Ved en simpel intelligensprøve fik gruppen, der tog kosttilskud, i gennemsnit en scoring dobbelt så stor som placebo- og kontrolgruppen. (De eneste 2 elever fra kosttilskudsgruppen, der ikke scorede, viste sig at være dem, der havde rapporteret den højeste indtagelse af sukker og fedt!)
Men mest sigende var nok forældres og læreres egne evalueringer på det spørgeskema, de havde fået udleveret inden programmets begyndelse. Her var det især barnets adfærd, man havde interesseret sig for, og kosttilskudsgruppen fik +5 og +9 hos forældre og lærere respektivt, mens de to andre grupper kun hentede sig negative resultater - alle i minusafdelingen!
Opmuntret af resultatet og nu med bedre støtte udefra lancerede Roberts et nyt og mere omfattende program med et større antal elever. Her benyttede man også flere vurderingstests og det samlede materiale blev computeriseret og analyseret ved University of Swansea. Resultaterne - indhøstet ved en ikke-sproglig intelligensprøve - viste en væsentlig forøgelse af intelligenskvotienten takket være kosttilskud. Undersøgelsen blev offentliggjort i det ansete lægetidsskrift The Lancet og kommenteret i BBC.
Indlæringsnutrienterne
Alle nutrienterne er væsentlige for vore kropslige og mentale funktioner. Men visse nutrienter har en særlig betydning, når det drejer sig om indlæring, hukommelse, erhvervelse af færdigheder, koncentration og udholdenhed.
Disse nutrienter - "De 12 indlæringsnutrienter" - kræver en kort gennemgang. De har talrige funktioner i organismen, men her hæfter vi os ved dem, der angår lærefunktionerne.
1: A-vitamin: Medvirker ved fremstillingen af DNA og protein. Mangler giver depression og apati, hos småbørn forsinket udvikling af hjernen. Fødevarer særligt rige på A-vitamin er: torskelevertran, gulerødder, mangofrugter, abrikoser, papaya, saft af passionsfrugt, spinat, squash, søde kartofler og lever.
2: B1-vitamin (Thiamin): Hjælper hjernen med at fremstille energi fra glukose og proteiner. Mangler medfører træthed, hukommelsessvigt, sindsforvirring, irritation og impulsivitet, søvnløshed og adfærdsvanskeligheder. Fødevarer rige på dette vitamin er hvedekim, pistagenødder, solsikkefrø, ølgær, sojabønner, flæsk og lever.
3: B2-vitamin (Riboflavin): Medvirker til at vedligeholde nervernes fedtskeder (myelin), der er bærere af nerveimpulsen. Fremmer energitilførslen til hjernen. Hos børn fører mangel til svigtende udvikling af hjernen og til adfærdsproblemer. Dette vitamin findes især i kalvelever, ølgær, tørmælk og hvedekim,
4; B3-vitamin (Niacin): Hjælper hjernen med at fremstille livsvigtige substanser, medvirker i proteinsyntesen. Mangel fører til irritation, udmattelse, koncentrationssvigt, humørsyge og søvnproblemer. Vitaminet findes især i lever, kylling, jordnødder, tunfisk, laks og risklid.
5: B6-vitamin (Pyridoxin): Fremmer dannelsen af hjerneenzymer. Mangel fører til træthed, tværhed, hovedpine og søvnproblemer. Levnedsmidler rige på dette vitaminer er hvidløg, ølgær, kikærter, solsikkefrø, sojabønner, sesamfrø, okselever, smelt og avocado.
6: Folinsyre: Fremmer syntesen af RNA og DNA, væsentlig for dannelse af nukleinsyre og ved oplagring af korttidshukommelse. Mangel medfører apati, svigtende hukommelse, irritabilitet, nedtrapning af alle intellektuelle processer, mental isolation.
Folinsyre forekommer især i frisk spinat, hvedekim, græskarkerner, sesamfrø, kalkunlever, ølgær og æggeblomme.
7: C-vitamin: Fremmer udnyttelsen af protein og forbedrer optagelsen af visse former for jern, der er nødvendige for hjernens funktion. Mangel fører til udmattelse, depression, overfølsomhed. C-vitamin finder man især i solbærsaft, appelsinsaft, papaya, bælgpeber og broccoli.
8: Jern: Medvirker ved fremstillingen af nutrienter, der er nødvendige for hjernens aktivitet, fremmer syntesen af neurotransmittere og DNA. Mangel medfører adfærdsproblemer, svigtende koncentration og hyperaktivitet. Jern forekommer især i okse-hjerte, lever, cashew- og pistagenødder, hindbærsaft og muslinger.
9: Magnesium: Udvinder hjerneenergi fra nutrienterne. Mangel forårsager irritation, nervøsitet, sløvhed, depression og sindsforvirring. Findes mest i muslinger, makrel, jordnødder, mandler, cashewnødder, valnødder og hvedekim.
10: Kalium: Nødvendig for normal koncentration af neurotransmittere i hjernen og dermed for normalinformationsudveksling i centralnervesystemet. Mangel medfører appetitsvigt, kvalme og svimmelhed, sindsforvirring og en følelse af svækkelse. Forekommer især i bagte kartofler, hvide bønner, lima-bønner, linser, sojabønner, avocado, bananer, risklid, hvedekim, muslinger, laks,
græskarkerner og pistagenødder.
11: Zink: Nødvendig i praktisk talt hver eneste enzymaktivitet i hjernen. Medvirker ved syntesen af RNA og DNA samt protein. Danner energi af glukose og protein. Findes især i østers, krabber og hummere, hvedekim, kalv og kalkun, miso og mandler.
12: Krom: Nødvendig for sukkerstofskiftet. Da hjernen er totalt afhængig af glukose som energikilde, påvirkes den let af krom-mangel. Der fører til dårlig koncentration, dårlig korttidshukommelse, humørsvingninger og almindelig træthed. Krom findes især i cheddar ost, svesker, æblesaft, jordnøddesmør og sort peber.
Sardiner er en af de fødevarer, der i kontrollerede forsøg har vist en klar positiv indflydelse på korttidshukommelsen. Sardiner er rige på flerumættede fedtsyrer, jern, zink og kalium. Men der er mange andre levnedsmidler, der er rige på nutrienter. Det gælder laks (B3, kalium og folinsyre), tunfisk (B3, B6, kalium og zink), bananer (B6 og kalium), tørrede abrikoser (A-vitamin og kalium), kyllingekråser (jern og zink), friske chilipebre (vitaminerne A, B3 og C samt jern), hvedekim (zink, magnesium, folinsyre og B1-vitamin) og ølgær (zink og vitaminerne B1, B2 og B3).
For at gennemføre et rationelt og effektivt ernæringsprogram for
skolebarnet er vejledning og organisation absolut nødvendig. I november 1992 besøgte ernæringseksperten dr. Alexander Schauss atter Danmark. Han forelæste om ernæring og adfærd, et emne hvor han er en international autoritet. Dette var hans syvende besøg i Danmark igennem en periode på en halv snes år.
Det er forstemmende, for dem, der har fulgt hans anstrengelser i dette tidsrum, at notere sig, hvor lidt hans epokegørende observationer har gjort indtryk på den danske offentlighed, og især på de såkaldte eksperter indenfor undervisning, sundhedsvæsen og forsorg, som ved alle disse lejligheder har glimret ved deres næsten totale fravær og komplette mangel på interesse.
Alexander Schauss kom under sit ophold også ind på emnet for denne artikel. Han er medforfatter til en bog om ernæring og skolepræstationer, der indenfor sit emneområde har været en bestseller i USA (1). Det meste materiale til nærværende artikel er hentet fra bogen, men den indeholder selvfølgelig meget mere, og dens enorme informationsmængde kræver indgående læsning. Samtidig er den imidlertid overskuelig og formuleret i et lettilgængeligt sprog.
Dens hovedværdi ligger imidlertid i dens praktiske angreb på problemet. Dette er formuleret som et trin-for-trin 12 ugers kostprogram komplet med indkøbslister og opskrifter. Det bygger i stor udstrækning på de praktiske erfaringer indhøstede fra New York City's skolebespisningsprojektet. Blandt andet tager det højde for, at en kostændring bør ske gradvis af både psykologiske og biokemiske årsager. Denne erkendelse er indbygget i programmets forløb.
Måske er optimal ernæring blandt alle faktorer den væsentligste for skolebarnets udvikling, ikke blot skolemæssigt, men i så at sige alle henseender. Andre faktorer må selvfølgelig ikke lades ude af betragtning. Sollys, hvile, rimelig fysisk aktivitet, en høj pædagogisk standard og et mentalt sundt miljø er alle væsentlige bidrag til det samlede resultat: barnets gunstige udvikling.
I et sådant program indgår selvfølgelig også elimineringen af skadelige faktorer. Selvsagt er det ikke blot sukker, salt og farligt fedt, der i størst mulig udstrækning bør fjernes fra barnets kost. Men alle fremmedelementer, ikke alene tilsætningsstoffer, men stimulanser, som kaffe, læskedrikke, chokolade - ja, i det hele taget alle former for unødvendige industriprodukter, skal også væk.
Samtidig bør man være opmærksom på, at selv de bedste ernæringsprogrammer kan strande eller deres resultater blive væsentligt forsinkede af andre faktorer, og her først og fremmest to: tungmetalforgiftning og allergi.
Så utroligt det end kan lyde, så kører der stadig helt lovligt biler rundt i vort samfund og udspyr blygifte, som gør vore børn adfærdsvanskelige, udviklingshæmmede, immunsvækkede og i mange tilfælde på længere sigt kriminelle. Dette er lovligt! Det er derimod ikke lovligt at reklamere med, at vitaminer og mineraler kan yde en vis, - men også kun en vis! - beskyttelse mod denne af myndighederne accepterede kriminalitet. - I sandhed et besynderligt samfund!
Og bly er ikke det eneste problem. Tandlægerne fylder stadig amalgam i folks tænder, - også i småfolks tænder! Vi må altså også her endnu en tid fortsat acceptere at se grundlæggelsen af mange personlige tragedier.
Allergi er et andet problem. Det kan være tilsyneladende helt uskadelige frugter eller grønsager, ja, faktisk i almindelighed god ernæring, som lige netop dette eller hint barn har en individuel intolerance overfor.
Bogen giver nogen vejledning med hensyn til problemet, som det ville føre for vidt at komme nærmere ind på her. Men husk blot, at selv om sådanne naturlige allergener ofte bærer skylden, så kan det også stadigvæk være mors kosmetik, æsken med farvetudser eller fluortandpastaen på badeværelsehylden, der er de egentlige syndere.
Selv om man ikke skal overse sådanne forhold, og selvom de afgjort er del af det samlede billede, bør man holde sig det store altafgørende perspektiv for øje. Praktisk talt alle børn kan ikke blot komme til at score bedre i deres skole, de kan også blive gladere børn, mere velfungerende børn og stærkere børn takket være forbedret ernæring.
NB!
Det velfungerende skolebarns nutrientbehov
- er vanskeligt at definere præcist. Opslagsbøger giver mange varierende værdier for de forskellige substanser, undertiden med en præcision på to decimaler. Den slags er at gøre tingene svære-re end nødvendigt. Med et pænt ord: pindehuggeri. Ingen vil nogensinde blive påvirket af, hvad der står som anden decimal, når det gælder den gennemsnitlige dosering af for eksempel et af de store B vitaminer som for eksempel B1 eller B6. Lad os ikke gøre sagen vanskeligere, end den er.
Skaberne af New York skolefrokosten og dens umiddelbare aflægger - 12-ugers kostplanen - er af den opfattelse, at fra og med 12. uge vil skolebarnet modtage alle nødvendige nutrienter gennem kosten, og i dette regi er kosttilskud derfor overflødige. Dette forudsætter selvfølgelig ikke alene, at kostplanen følges med hundrede procents nøjagtighed, men også at råvarerne er af den oprindelige fremragende kvalitet samt at ingen uforudsete miljø- belastninger eller lignende forstyrrende faktorer påvirker situationen.
Personligt ville jeg være utryg ved at køre på så snævre marginer. Bortset derfra: Hvad gør man, når man af mange og gode grunde ikke er i stand til at køre den omtalte fortræffelige kostplan?
Jeg mener af flere grunde, at det er nødvendigt at have et kosttilskudsprogram at støtte sig til, enten som sikkerhedsnet under et i øvrigt godt program eller simpelthen, fordi man ikke er i stand til at køre en fremragende kvalitetskostplan hundrede procent.
Hvilke forhold skal man da tage i betragtning, når man beregner mængdeforholdene i en sådan kosttilskudsplan? Først og fremmest må vi forstå, at det drejer sig om mange forskellige aldersgrupper fra 6-7 år til 14-16 år. Men gruppen over 10-11 år kan vi med hensyn til nutrient-behov stort set ligestille med voksne og derfor give voksne doseringer.
Tilbage står vi med gruppen fra 6-7 år til 10-11 år. Her er behovene for de fleste nutrienter ikke væsentligt mindre end dem, vi træffer hos voksne. Man kan nemlig ikke her anlægge den samme målestok, som benyttes til beregning af doseringen af medicin. Jeg ser den imidlertid ofte brugt - tilsyneladende nærmest af vane, - også når det gælder vitaminer og mineraler.
Denne målestok kan udtrykkes som: "Så-og-så meget medicin per kilo kropsvægt". Denne målestok har ikke nogen relevans, når det gælder nutrienter, først og fremmest fordi nutrienter også er vækstfaktorer. Og den voksende organismes behov dikteres netop i første række af dens vækst, ikke af dens vægt.
For visse organismer har den unge organisme faktisk et langt større behov end det udvoksede individ. Teen-age drenge i puberteten har det højeste normale gennemsnitsbehov for zink. Spædbørn har det højeste normale gennemsnitsbehov for D-vitamin. Samtidig må vi erindre, at alle RDA/ADT værdier - også New York projektets opgraderede - i realiteten bør betragtes som nedre grænseværdier - med andre ord: Et doseringsniveau, som det ville være risikabelt at komme ned under.
Med andre ord: Det kan faktisk være formålstjenligt, at dosere en kende over dette niveau, og dermed tage højde for et vist tab af nutrienter - på grund af stress, forurening, infektioner og deslige.
Litteraturhenvisninger:
- SCHAUSS, Alexander, FRIEDLANDER MEYER, Barbara, & MEYER, Arnold: Eating for A's; Pocket Books, Simon & Schuster, Inc., 1991, ISBN 0-671-72814-8.
- ROBERTS, Gwilym: Boost your Child's Brain Power, Thorsons, 1988, ISBN 0-7225-1752-1.