Tumormarkører
Tumormarkører
Af Claus Hancke
Hvad er en markør? Når man som læge ønsker at indlede en behandling af en sygdom, så vil man også gerne vide, om behandlingen har en effekt. Derfor vil vi altid gerne finde en eller anden parameter, som ændres efter sygdommens aktivitet. En sådan parameter kalder vi en ”markør”.
Når jeg f.eks. fjerner åreforkalkning i en pulsåre, som fører blod ned til en fod, der er truet af amputation på grund af koldbrand, så kan jeg ikke vente i månedsvis på resultatet.
Jeg vil gerne have en målbar parameter – en markør, som jeg kan bruge i behandlingsforløbet, så jeg kan se, om vi er på rette spor, eller om der skal justeres på behandlingen. Det gør jeg ved at måle trykket på ankelens pulsårer, og se det i forhold til blodtrykket på armen.
Vi kalder det ”ankel/arm-ratio”, og det er så en markør ved behandling af åreforkalkning i benene. En anden markør kunne være patientens gangdistance målt i meter. –Altså: Hvor langt kan han gå, før han må stoppe op på grund af smerter i benene.
En markør er således en eller anden målelig værdi, som ændrer sig igennem et sygdomsforløb.
Behandling af kræftsygdomme er fuld af håb, men også skuffelser og præget af mange eksperimenter og usikkerhed om behandlingerne.
Dette gælder hvad enten behandlingen foregår i alternativt regi eller på den mest avancerede onkologiske afdeling.
Behandlingerne er langvarige, og recidiv kommer snigende. Derfor er der et udtalt behov for en markør, når man behandler kræftsygdomme.
En markør, som undervejs i behandlingsforløbet - og senere igennem hele observationsforløbet, kunne sladre, om behandlingen har været en succes eller fiasko. Altså for eksempel en blodprøve, som kunne fortælle, om kræften var ved at vågne til ny aktivitet.
Men så let er det ikke.
Man må huske på, at det ikke blot er af akademisk interesse, at man tager en sådan markør. Svaret på en sådan markør kan have særdeles omfattende konsekvenser, hvis det skal anvendes terapeutisk. Det er jo ikke ligegyldigt, om man f.eks. skal have fornyet kemoterapi eller ej.
For at kunne anvende en sådan markør er det derfor uhyre vigtigt, at den bruges korrekt. Det betyder, at man nøje må vide hvilken sikkerhed, prøven har.
Hvor præcis er den? (Laboratorie-præcision og naturlig, individuel variation)
Kan man regne med at den altid vil reagere? (Falske negative)
Kan man regne med at en stigning altid betyder øget canceraktivitet, eller er resultatet påvirkeligt af andre faktorer? (Falske positive)
Disse ting må man nøje gøre sig klart, før man tager de såkaldte tumormarkører i brug, og specielt før man tager konsekvensen af svaret.
Hvad er de såkaldte ”tumormarkører” for noget?
En tumormarkør er i virkeligheden en hvilken som helst parameter, som er påvirkelig over for ændringer i en kræftsygdoms aktivitet.
Således kan et røntgenbillede af lungerne være en markør for knudens vækst. En scanning bruges ligeledes som markør for tumorvækst.
Men det vi normalt betegner som tumormarkører, er en blodprøve, hvori vi måler blodets koncentration af et stof, som øges i indhold ved øget canceraktivitet.
Dette stof er oftest et protein, som produceres af cancerceller. Derfor benævnes det ofte cancerantigen (CA), og benævnes med forskellige talværdier alt efter hvilken cancertype, det drejer sig om.
De hyppigst anvendte er:
CA 15-3 for brystkræft
CA 125 for kræft i æggestokke
CA 19-9 for bugspytkirtlen
PSA (ProstataSpecifikt Antigen) for prostatakræft
AFP (AlfaFøtoProtein) for primær leverkræft
CEA (CarcinoEmbryonalt Antigen) for kræft i tyktarmen
NSE (NeuronSpecifikEnolase) for småcellet lungekræft
Dertil kommer en lang række tumormarkører til sjældent forekommende kræftformer.
Det naturlige spørgsmål, man stiller sig, er selvfølgelig, om tumormarkører kan bruges til ens egen sygdom?
Det er ikke alle cancerformer, man har fundet specifikke markører til. Indtil videre er det omkring ti markører, der bruges, men interessen for at bruge dem eller finde nye synes ikke overvældende. Det kan måske forklares ved usikkerheden omkring de naturlige variationer i disse værdier, hvilket gør den praktiske anvendelighed noget usikker.
Således kan man kun sjældent benytte en forhøjet værdi til at stille en kræftdiagnose, men naturligvis kan den øge en mistanke, og det kan så føre videre til de nødvendige diagnostiske undersøgelser.
Tumormarkører bør derfor kun bruges som en støtte undervejs i en terapi eller et observationsforløb.
Hvis en prøve ikke er yderst pålidelig, så er det måske også uhensigtsmæssigt, at man lader sit humør tyrannisere flere uger før og efter en sådan prøve skal tages.
De fleste ved, hvor ubehageligt, man har det de sidste tre uger før en scanning. Ja, ubehaget slipper først, hvis man får et godt resultat en uge efter, når det er tid til samtale om undersøgelsen. Så har man tilbragt en måned med at gå og være nervøs.
Hvis man f.eks. forestiller sig en markør som har et normalområde (hos raske) på under 30 U/ml (units = enheder pr. milliliter serum), så vil mange opfatte det som en negativ udvikling, hvis de får en stigning fra 15 til 20. Men i virkeligheden er der måske blot tale om en naturlig variation inden for normalområdet.
Det er derfor vigtigt, at man tager den med ro og får talt ordentligt med sin læge om disse værdier. De må ikke bare tages i flæng, fordi ”man gerne vi se, hvordan det går”.
Man skal derfor nøje overveje mængden af prøver, og begrænse dem til det nødvendige og tilstrækkelige.
Prøverne måles med en god præcision på laboratoriet, men man skal være opmærksom på, at mange af disse markører er påvirkelige af mange andre faktorer.
Hvis man for eksempel nyligt har været til klinisk kontrol, hvor der er blevet følt og trykket på prostata, ja så stiger PSA umiddelbart.
Tumormarkører er således et tveægget sværd, som skal omgås med omhu.
Det er så fristende at gå ind til en generel helbredsundersøgelse på et testcenter og blive undersøgt ”fra top til tå”.
Men man må ikke glemme, at der altid er en risiko for at man går derfra i dårligt humør, fordi lægen har fundet et eller andet.
Anvendt korrekt er tumormarkører en udmærket ledetråd i et behandlingsforløb og af stor værdi i en længere observationsperiode.