Hvorfor taler vi om kræftens gåde
Hvorfor taler vi om kræftens gåde?
Af Claus Hancke, 1996
Vi brugte det samme udtryk for 30 år siden, og har siden da øst hundreder af milliarder kroner i forskning i dette område, uden at vi har løst gåden. I de sidste 25 år er fremskridtene indskrænket til krusninger på overfladen. De kræftformer, man ikke kunne helbrede for 25 år siden, kan man heller ikke helbrede i dag.
Man kan så diskutere frem og tilbage, om de små udsving i behandlingsresultat er udtryk for bedre behandling eller blot en tidligere diagnostik - uden effekt på levetiden fra sygdommens debut.
Vi har i de sidste 50 år oplevet en nærmest epidemisk udvikling i kræftsygdomme i den vestlige Verden.
Siden 1950 er kræftsygdomme på Verdensplan steget voldsomt i forekomst uden nævneværdige fremskridt i behandlingsresultaterne.
Vi har udryddet kopper. Og i udviklede lande med høj vaccinationsdækning som Danmark, er børnelammelse, stivkrampe, difteri og tuberkulose blevet næsten udryddet.
Men kræften tiltager, og specielt i Danmark. Hvorfor det ?
Hvorfor stiger antallet af kræftlidelser? Hvorfor stiger antallet af kræftdødsfald? Hvorfor specielt i Danmark? Er vi dårligere end vore naboer til at behandle kræft? Dét er en gåde.
Vi ser ikke blot en stigning i antallet af kræftsyge, men også tiltagende resistensproblemer over for mikroorganismer, stagnerende til faldende levetid, faldende sædkvalitet, flere infertile par (nu 20%) og andre betænkelige udviklinger, som synes at trække stik imod den fremgang, vi ellers har vænnet os til.
Er der en sammenhæng?
Hvad er der sket i de sidste 50 år?
Den industrielle revolution har umærkeligt ført os ind i en æra af petrokemisk og elektromagnetisk påvirkning uden sidestykke i Jordens udviklingshistorie.
I 1940 fremstillede den petrokemiske industri sine produkter ud fra simpel forarbejdning af kul og tjære og produktionen var i 1940 omkring 500.000 tons kemikalier.
1950 var det steget til 25. millioner ton.
Derefter blev fremstillingen udviklet i mere og mere raffinerede processer og man udviklede muligheden for molekylær splejsning og fremstilling af molekyler, som var fuldstændig ukendte for Naturen heraf mange unedbrydelige.
Den petrokemiske industris produktion androg i 1990 250 millioner ton pr. år. af disse syntetiske kemikalier.
En stor del af disse er aldrig testet for giftvirkning på mennesker endsige langtidsvirkninger på vort miljø.
Indtil videre er der fundet 600 af disse syntetiske kemikalier, som er dokumenteret carcinogene.
- Men det er vel ikke noget, vi støder på i vores hverdag? Eller er det?
Forleden var en lille dreng på skud i en ærtemark - og hvem har ikke været det som barn?
Han måtte en tur på hospitalet med forgiftning, fordi marken var blevet sprøjtet 10 dage før.
En mark! - Symbolet på den danske idyl på landet. - Er altså efterhånden blevet så giftig, at der nærmest er tale om giftig bedrift.
Fødemidlerne gennemlever perioder i deres produktion eller modning, hvor de er så giftige, at indtagelse giver akutte forgiftninger.
De ernæringsrådgivere der for tiden fører hellig krig mod kosttilskud som vitaminer, mineraler og antioxidanter og efterlyser langtidsstudier på en eventuel skadevirkning. De samme skulle gribe i egen barm og huske, at der så sandelig heller ikke er lavet langtidsstudier på skadevirkningen af de fødevarer, der produceres i dag.
Ofte glemmer vi, at der i de sidste 50 år er påført menneskeheden en massiv forurening med nye strålingsfrekvenser og fremmede molekyler, som naturen aldrig har kendt til.
Naturen har mange vidtgående selvreparerende mekanismer, men den aner ikke, hvad den skal stille op med de hundrede tusinder af nye kunstige molekyler, som den petrokemiske og farmaceutiske industri har opfundet og masseproduceret igennem de seneste 50 år.
Disse molekyler, som vi til daglig kalder forurening, udgør en potentiel trussel imod mennesket, der som art betragtet ikke er nær så dygtig til at akklimatisere sig til nye miljøbelastninger som f.eks. mikroorganismer er det.
Trods videnskabens fremskridt, er levealderen i Danmark faktisk stagneret i 15 år, så vi ligger iblandt de tre lande i Europa, der har den korteste levetid, vi er det land i Norden, der har den højeste børnedødelighed og kræfthyppighed, og forekomsten af kræft hos specielt danske kvinder er stærkt stigende.
- Ikke flatterende, og vi prøver så at forklare forskellen med vort tobaksforbrug.
Det er så nemt at tørre skylden af på befolkningen:
Det er din egen skyld, du har fået kræft.
Du ryger for meget, du drikker for meget, du spiser for fedt og du har valgt de forkerte forældre.
Den går bare ikke.
Over 70% af stigningen i kræftsygdomme i de seneste år, ses uden for lungerne og forekomsten af lungekræft hos ikke-rygere er fordoblet.
Vi må igen rette øjnene mod de cancerfremmende stoffer fra den petrokemiske industri, som vi dagligt er i kontakt med.
Pesticider på marker og i haver med østrogenlignende effekt i kroppen er dokumenteret cancerfremkaldende.
Kosmetik. En branche, der er reguleret i et totalt anarki. Der er ingen som helst kontrol med indhold og deklaration af kosmetik. Meget indeholder aminer, der omdannes til nitrosaminer, eller det indeholder dioxin, arsenik og bly.
Se på et stof som DDT. I 1950 sprøjtede man strande og græsarealer hen over folk, som sad og nød solen eller spiste deres mad. På grundlag af industriens oplysninger fra den tids forskning blev DDT anerkendt af sundhedsmyndighederne som værende "uskadeligt for mennesker", og blev dengang betragtet som fremtidens insekticid. Men 20 år efter var det blevet fremtid, og de katastrofale følger af DDT viste sig i form af cancerfremmende ophobning i kroppen.
Tænk på det kemisk rensede tøj. En herlig duft af perklorethylén i klædeskabet.
Vi må heller ikke glemme den iatrogene (lægeskabte) cancer:
En lang række lægemidler er kun sparsomt undersøgt for langtidsskader i form af øget cancerforekomst.
1938 blev det konstateret af dietylstilbøstrol var karcinogent, og alligevel blev det brugt i de næste 50 år.
Lusemidlet Lindan har fremkaldt hjernekræft hos børn.
Metronidazol er dokumenteret karcinogent, men bruges rundhåndet mod visse mikroorganismer.
Visse brystimplantater er lavet af Silicone i en skal af polyurethan. William Huper advarede allerede i 1965 imod anvendelsen af polyurethan som værende højcarcinogent. Alligevel brugte man dem de næste 30 år.
Kalomel (kviksølvklorid) blev brugt indtil 1953 som mavemedicin og til at smøre på spædbørns gummer, når de havde ondt for tænder. De blev lyserøde, fik opsvulmede arme og ben, og nogen døde. Man kaldte det pink disease eller acrodyni. Da kalomel blev afskaffet, forsvandt sygdommen.
Tungmetallerne er alle mistænkt carcinogene, og selv om vi er sluppet af med Kalomel, så gumler vi stadig løs på vore amalgamfyldninger, og får så i fremtiden krydret vor indåndingsluft med platinstøv fra katalysatorerne i bilerne.
Efter at jeg havde beskrevet dette i Mit Helbred nr.2/96, fik jeg oplyst, at indholdet af platinstøv i luften siden katalysatorerne blev indført i 1989 er steget med 15.000%.
Vi må altså konstatere, at vi er massivt og tiltagende eksponeret for cancerfremkaldende stoffer i vort allernærmeste miljø, og hvad værre er: Vi kan ikke en gang blive fri.
Men hvad med de strålende lægevidenskabelige fremskridt? Kan de ikke redde os?
Nej. det kan de ikke. Måske endda tværtimod. De store, dyre, højteknologiske operationer har ikke rokket en tomme ved middellevetiden, selv om de har gjort et stort indhug i sundhedsbudgetterne.
Det er som om behandlingen af kræftsygdomme kører i ring.
Man behandler stort set kun med kirurgi, kemoterapi og stråler.
Og hvis der skal forskes, så er det i sådanne behandlinger med stor potentiel risiko for patienten.
Egentlig er det lidt paradoksalt, at der i den etablerede cancerbehandling i dag anvendes for Milliarder af kroner potentielt livsfarlig medicin uden dokumenteret effekt.
Og de samme, som anvender denne medicin stiller delikate krav om eksakt dokumentation af effekten af ufarlig naturmedicin eller anden uskadelig alternativ behandling.
Med de beskedne fremskridt, den etablerede medicin gør i behandlingen af cancersygdomme, var det måske klædeligt med lidt mere ydmyghed og lydhørhed over for nytænkning.
Det er forvirrende for den borger, der den ene dag modtager Kræftens Bekæmpelses pædagogiske computerspil om immunforsvarets
sygdomsbekæmpende virkning, og den næste dag ser en ledende kræftspecialist latterliggøre immunforsvarets betydning i TV.
Vi skal til at passe på, at vi ikke drukner i detaljer, for derved at glemme overblikket, når vi taler om cancer.
Det biologiske puslespil er en konstant søgen efter the missing link. Vi søger hele tiden den brik i puslespillet, hvor man kan se toppen af et sejlskib og bunden af en sky.
Men vor søgen efter kræftens gåde (hvis der er én sådan), er ikke noget alibi for at lægge hænderne i skødet og vente.
Vi kan udmærket godt reducere cancerforekomsten ganske betydeligt, hvis vi tør tage sværdslaget med de store økonomiske interesser.
Vi kan ikke mere læne os op ad lægevidenskaben, og håbe på redning fra den kant. Det er for sent. Dertil har vi nølet for længe i lægestanden.
Udviklingen i dagens Danmark er ganske enkelt så katastrofal, at vi er nødt til at gøre noget. Hvis vi bliver ved med at nøle, og blot siger "vent og se", så er der for mange, som aldrig vil nå at se..
Men hvad kan vi så gøre allerede nu? - Ja, vi kan da starte med det, vi ved.
Man kan ikke sige kræft uden at sige tobak. Sammenhængen er klokkeklar, og den cancerfremkaldende mekanisme er for nyligt blevet bevist ned til molekylniveau.
Vi er derfor nødt til at starte med en massiv indsats mod tobakken.
Derefter kan vi aktivt advare befolkningen imod de kemikalier, tungmetaller og giftstoffer, der findes i vore madvarer, kosmetik, rengøringsmidler og medicin, som allerede nu er dokumenteret kræftfremkaldende.
Vi kan sørge for, at samtlige fødevarer skal bære en detaljeret deklaration for indhold af såvel næringsstoffer som giftstoffer, hormoner, medicinrester, tungmetaller og lignende - og vi kan etablere en laboratoriekapacitet, der kan kontrollere renheden af den kost, befolkningen har mistet tilliden til.
Samtidigt skal deklarationen på fødevarer og slik oplyse om maksimalt forsvarlig daglig dosis ved langtidsindtagelse.
(Ammoniak/salmiak, Aspartam, nitrosaminer, hormoner, dioxin, toksiske rester osv.)
Hvis dette kan gennemføres, så har vi i det mindste gjort, hvad vi kunne inden for den i dag til rådighed værende viden.
I øvrigt mener jeg, at ADT bør ændres.