Når læger er uenige
Af Claus Hancke, 1992
Jeg tror nok, de fleste læger vil være enige med mig, når jeg siger at vi har ret travlt, hvis vi skal leve op til vor mål i projekt "Sundhed for alle år 2000", om at bl.a. hjerte-karsygdomme skal reduceres med 15 % - om 8 år!
Specielt når det samtidigt er tiltagende åbenlyst, at det offentlige, skattefinansierede sundhedssystem har spillet fallit på dette område.
Ventelisterne hober sig op, og det er vel at mærke ventelister til store, operative indgreb, som intet har at gøre med "Sundhed", men snarere er lappeløsninger på et stigende behandlingsbehov for typiske livsstils-sygdomme, specielt åreforkalkning, hvor det offentlige sundhedssystem har vist, at det slet ikke magter opgaven.
Vi er blevet fremragende til at hjælpe nogle få, medens vi lader de mange i stikken.
Den danske gennemsnits-levetid fjerner sig nu fra Europas A-hold.
For blot ti år siden håbede vi, at de store operative indgreb kunne vende denne udvikling, men tiden har afsløret skuffende langtidseffekt af disse indgreb, og gennemsnitslevetiden har de ikke rokket ved.
Selv om den enkelte operation er flot, dramatisk og teknisk imponerende, kan vi ikke blive ved med at bryste os af heltegerningerne på operationsstuen. Når den første begejstring har lagt sig, så vil befolkningen gerne se resultater. Og dét har det jo unægtelig skortet på.
Hvad angår levealder, er vi for længst blevet overhalet af nationer, hvis lægevidenskab vi i årtier har følt os hævet over. I al vor selvtilstrækkelighed opdager vi læger ikke, at vi sakker agterud. - Ikke blot i forhold til vore nabolande, men sandelig også i forhold til den danske befolknings viden, forventninger og ønsker på sundhedsområdet.
Befolkningen vil med rette kunne bebrejde lægestanden, hvis vi ikke tager denne udfordring op, og vi har en humanitær pligt til at gøre det.
Men er der da noget, der bremser nytænkning, fremskridt og udvikling inden for den medicinske verden?
Ja, mon ikke!
Man skulle ikke tro det, men på samme måde som "eksperterne" (Kirken) nedgjorde Gallilei, da han hævdede, at Jorden er rund, på samme måde nedgjorde "eksperterne" (lægerne) Dr. Semmelweiss, da han hævdede, at risikoen for barselsfeber var mindre, hvis fødselslægen vaskede hænder.
Penicillin skulle latterliggøres igennem 20 år i de lægevidenskabelige tidsskrifter, før det blev taget til nåde; og præcis det samme sker med EDTA-behandling i dag.
Men hvad er det da for bevæggrunde, der får læger til at rejse børster hver gang, de ser en ny terapi?
Er det for at varetage patienternes interesse? - Næppe.
Hvorledes skulle det dog kunne skade patienterne, at fødselslægen blot som et eksperiment, gjorde som Semmelweiss sagde, og vaskede hænder? - Og hvordan kunne det dog have skadet patienterne, der ventede på kar-operation, at man havde brugt ventetiden til en ufarlig EDTA-behandling, som jeg har foreslået? Varetager karkirurgerne patienternes interesse ved at fraråde patienterne at bruge tom ventetid til at få EDTA-behandling ?
Er det da akademisk nysgerrighed? - Næppe.
Den akademiske nysgerrighed er jo en uhildet nysgerrighed præget af videbegær; og modstanderne mod EDTA har jo netop søgt at undgå ordentlig indsigt i emnet.
Er det så angst for at miste sit levebrød? - Næppe.
Selvfølgelig skulle de karkirurgiske afdelinger slankes lidt, efterhånden som ventelisterne forsvandt, men der ville næppe ryge hoveder.
Er det angst for at miste prestige? - Næppe.
Prestigen mister man jo først, hvis man kommer så langt ud i sine argumenter, at man ikke kan komme tilbage uden at tabe ansigt. - Altså hvis man for eksempel bliver grebet i usandhed, videnskabelig svindel eller lignende.
Men hvad så? Er det politik? - Ja, muligvis.
Mange af de udsagn, der er faldet fra EDTA-modstandernes side i 1987-89 er så klart politisk (og fagpolitisk) farvede, at de modstandere, der fra politisk hold i 1989 blev bedt om at lave en undersøgelse, har været aldeles for inhabile til at kunne påtage sig en neutral vurdering af EDTA.
Den undersøgelse, der kom ud af det, svarer derfor helt til de forventninger, man kunne have til dette projekt.
Vi var en delegation af danske læger til kongres i november 1991 i USA. Kongressen var arrangeret af American College of Advancement in Medicine, og omhandlede de biokemiske og biologiske processer, der ligger til grund for bl.a. åreforkalkning.
Det var en pinlig affære for de danske deltagere at høre de danske karkirurgers EDTA-projekt kommenteret under spredt latter i salen, og man krummede tæer, da det i en senere workshop om videnskabelig skribentvirksomhed blev brugt som et skoleeksempel på videnskabelig malpraksis ("Scientific malpractise").
Det viste sig for eksempel, at sandsynligheden for en ærlig randomisering (tilfældig udvælgelse af forsøgspersoner) i det omtalte studie er 1:14.800. Et sådant materiale er videnskabeligt værdiløst, men er altså blevet brugt af danske karkiruger til at argumentere mod EDTA-behandling.
Men hvad skal man som patient nu tro, når de lærde er uenige? Man skal først og fremmest rådføre sig med sin egen læge, som man stoler på.
Derefter skal man bruge sin sunde fornuft og sin dømmekraft og vurdere hvorledes de forskellige muligheder harmonerer med ens egen holdning til ens sygdom, sind og krop.
Og på dette grundlag kan man så prioritere en eventuel rækkefølge i anvendelsen af de forskellige terapeutiske muligheder.
I årtusinder har lægestanden med vekslende held søgt at monopolisere kundskaberne om sundhed og sygdom inden for egne rammer.
Hyllet i et tåget slør af gebrokken doktorlatin har vor viden afæsket befolkningen en måbende autoritetstro og total tillid på sundhedsområdet.
Vi læger har en årtusindgammel hævd på at være "de, der kender sandheden" om menneskets sundhed og sygdom. Imidlertid synes der i de seneste årtier at være nogle formastelige, der begynder at pille denne hævd fra hinanden bid for bid. Hvorfor nu det?
Er det, fordi der er en del af vore "sandheder", som vi har meget lidt at have i?
Sandheder, som hverken er bevist på den ene eller den anden måde; de er der bare, og det har de altid været - med lægestandens samlede accept.
Selv om en sådan sandhed er funderet på en tynd is, der for længst er optøet, er den næsten umulig at rokke ved. Det én gang vedtagne er nu engang det, de eksisterende forhold er baseret på, og det er der ingen grund til at lave om på. Hvem skulle være interesseret i det?
- Ingen, ja det skulle måske lige være befolkningen og dermed patienterne!
Vi læger er tilbøjelige til at glemme, at uden patienter er vor eksistensberettigelse ret begrænset.
Det er derfor interessant at se hver gang en ny patientforening dukker op. Det er formentlig en af de vigtigste strømpile, for den retning, befolkningen ønsker at lægestanden skal rette sin opmærksomhed.
EDTA-patientforeningen er et særligt interessant eksempel, fordi det er en ren patientforening. Den har ikke (som f.eks. Hjerteforeningen og mange andre "patientforeninger") læger i bestyrelsen eller lægelig formand.
Der er ingen tvivl om, at EDTA-behandlingen er kommet for at blive, og at den i fremtiden vil finde sin naturlige plads i det danske sundhedsvæsen for at kunne skåne mange patienter for megen lidelse.
Hvis vi skal nå vort ambitiøse mål med reduktion af forekomsten af åreforkalkning med 15 % i projekt "Sundhed for alle år 2000", er EDTA-behandlingen vor eneste redning.
(Bragt i Naturmedicin den 15. juli 1992).