EDTA. Gamle fejl i fin ny emballage
Af Claus Hancke, 1995
Nye behandlingsmetoder har lige siden lægestandens fødsel været mødt med hård modstand grundet uvidenhed og frygt, og først efter årtier langsomt og tøvende accepteret, når det ikke har været til at komme uden om. Ofte skulle der ske et generationsskifte i det lægelige establishment, før man kunne være bekendt at acceptere en terapi, som "de gamle" havde nedgjort offentligt.
Et helt aktuelt eksempel er debatten om EDTA.
Man kunne læse i bl.a. Berlingske Tidende d. 13/9, at der nu var lavet "en ny" undersøgelse af EDTA, og en læge - Bernadette Guldager - er blevet PhD på denne undersøgelse.
Atter er der kogt suppe på karkirurgernes gamle undersøgelse fra 1989 af en forkert behandling. - Ja tænk en gang, nu bliver den halet op af hatten igen!
Efter en klage i 1992 fra 9 læger med indsigt i EDTA-behandling, fik vi ret af Statens lægevidenskabelige forskningsråds Udvalg Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. De gav os ret i, at den "EDTA-behandling", karkirurgerne havde undersøgt var en ganske anden, end den vi bruger i kredsløbs-klinikkerne.
Og de gav os ret i, at forsøget var udført sådan, at karkirurgerne, hvis de ville, havde kunnet "smugkigge" inden de gjorde resultatet op. Blindingen blev nemlig brudt inden resultatopgørelsen og den statistiske bearbejdning af resultatet.
Det, som er omtalt i avisen er altså resultater fra en undersøgelse af en helt anden behandling.
Patienterne, og vi læger, der arbejder med denne behandling véd godt, at dette er fremtidens behandling. - Og karkirurgerne frygter det.
Derfor fortæller de igen og igen om dette gamle forsøg, der til dato er blevet til mere end ti artikler og en hel serie af foredrag rundt om i Landet, ligesom det er blevet citeret talrige steder, dog hovedsageligt af karkirurger.
- Mærkeligt, at ingen journalist har studset over det endnu, men tværtimod sluger det som en nyhed, hver gang den bliver halet op af hatten.
Karkirurgerne udtaler nu, at de håber, at dette Ph.D.-studie vil kunne sætte en stopper for debatten.
Ja, det forstår man godt, at de håber.
For nu er der simpelt hen ikke mere suppe at koge på det ben.
Til de, der ikke har fulgt med fra 1989, er her et kort resume af studiets fortid:
* En gruppe karkirurger, har publiceret et studie af en behandling, som ingen i hele Verden bruger.
* Dette studie er nu siden 1989 blevet brugt til at fraråde syge mennesker at søge helbredelse ved en anden behandling. En behandling som i dag anvendes af læger over hele Verden.
* Denne behandling kendte karkirurgerne udmærket i god tid før studiets start.
* Trods denne viden, gennemtrumfede de alligevel studiet med den forkerte behandling.
* Studiet viste som ventet, at den forkerte behandling ikke virkede bedre end saltvand.
* Efter studiet brugte karkirurgerne - og bruger stadig - dette studie (af en forkert behandling) til at hævde, at den korrekte behandling ikke virker.
* De hævdede i 1990, at den forkerte behandling var præcis den samme, som den korrekte behandling.
* I februar 94 siger de samme mennesker nu, at de aldrig har påstået, at det var præcis den korrekte behandling, de undersøgte, men at de blot ønskede at undersøge om én af ingredienserne fra den korrekte behandling virkede alene.
* September 95 fremlægger en af forfatterne igen det samme studie, men nu i form af en såkaldt Ph.D.-afhandling.
Også den nye Ph.D. Bernadette Guldager blev den 17. marts 1989, inden undersøgelsen overhovedet var startet, skriftligt gjort opmærksom på, at deres procedure var forkert og behæftet med bivirkninger, men alligevel valgte disse karkirurger at gennemføre projektet med en behandling, som de var blevet frarådet, og som klart adskiller sig fra den, der anvendes Verden over, af læger med indsigt i denne behandlingsform.
Når Ph.D.-afhandlingen således fokuserer på manglende effekt og visse bivirkninger ved EDTA, så er det glædeligt at kunne meddele, at den EDTA-behandling, som er undersøgt, ikke anvendes noget sted i Verden.
Man siger om en disputats, at den skal tilføre videnskaben noget nyt. Det behøver en Ph.D.-afhandling derimod ikke, men denne har ufrivilligt gjort det.
Forudsat, at den bliver læst, vil den få det internationale videnskabelige samfund til at tage dansk forskning med et gran salt.
Behandling af arteriosklerose ved metal-chelation med bl.a. EDTA, finder i stadigt stigende grad anvendelse rundt om i Verden. I Danmark har vi har nu brugt det med fin effekt siden 1987, og med en bivirkningsprofil på niveau med acetylsalicylsyre, til trods for den risikotyngede patientgruppe, vi har behandlet.
Vi har efterhånden sparet mange patienter for by-pass operationer eller amputationer.
I Holland har en hjerte-kirurg, Pieter van der Schaar, i ti år foretrukket EDTA/Chelation-behandling af sine hjerte-karpatienter før evt. operation, som herefter ofte har været unødvendig.
Hollandske sygeforsikringsselskaber har nu accepteret tilskud til EDTA/Chelation, hvis den udføres forskriftsmæssigt.
EDTA/Chelation er delvist dækket af den britiske National Health Service, af flere tyske sygekasser samt private forsikringsselskaber.
I New Zealand dækkes behandlingen af sygeforsikringerne: Aetna og Southern Cross Medical.
I USA er behandlingen anerkendt i Washington og Alaska, og dækkes af flere små private sygeforsikringsselskaber som alternativ til by-pass operation.
Dette til trods for, at det danske multicenterstudie er blevet brugt siden 1989 af karkirurger over hele Verden til at prøve at spænde ben for behandlingen.
Man kan godt bremse udviklingen en tid, men den kan ikke stoppes.
Det beklagelige ved denne træghed er imidlertid det store antal patienter, som ikke når at få glæde af den nye behandling.