EDTA-chelation.
En medicinsk behandling og et kirurgisk problem
Af Sven Feddersen, Knut Flytlie og Claus Hancke, 1997
EDTA-debatten i Danmark har taget en ganske pudsig drejning. Den tidligere så støjende modstand er nu erstattet af en mere spag modstand, der i stedet benytter sig af små, negative antydninger. Manglende viden om EDTA-behandling synes ikke at begrænse ytringslysten mærkbart - snarere tværtimod.
For de, som kunne være interesseret i at vide lidt om grundlaget for EDTA/Chelation behandling, vil vi opridse nogle grundliggende facts:
Det er dokumenteret, at metalbelastning øger risikoen for blodprop, cancer og arteriosklerose.(2,3)
Det er dokumenteret, at EDTA kelaterer skadelige metaller.(4)
Oxygenderiverede frie radikalers rolle i arteriosklerosens patofysiologi er efterhånden velbeskrevet.(5,6)
Det er dokumenteret, at metalkelation med EDTA mindsker fri radikal belastning af humant væv.(7,8)
Det er dokumenteret, at Ca++-kelation med EDTA normaliserer ATP-fosforylering i iskæmisk muskelvæv.(9)
Skulle vi ikke prøve at starte der?
Ovenstående tyder jo på, at EDTA ikke er "ren fantasi", men tværtimod kan have en positiv effekt på de lidelser, som man hidtil blot har kunnet give symptomatisk og temporær hjælp.
Det er ligeledes dokumenteret, at behandlingen, når den gives korrekt, er fuldstændigt ufarlig, sådan som det har stået i Lægemiddelfortegnelsen i 20 år. Den amerikanske sundhedsstyrelse FDA har endda fundet den så sikker, at man ved godkendelse af en forsøgsprotokol med EDTA har bedt forsøgsledelsen springe "safety"-delen helt over, og gå direkte til effekt-studiet. Dette er ellers uhørt i USA.
Udgangspunktet er således ret interessant: En ufarlig medicinsk metode til causal behandling af en kronisk fremadskridende, dødelig sygdom.
Når ovennævnte udgangspunkt dertil kan støttes af internationale, kliniske erfaringer fra et stigende antal læger, og et større antal patienter har kunnet spares for amputationer og karkirurgiske indgreb i hjerte eller ben, så burde man måske overveje at inddrage dette molekylærbiologiske princip i klinikken.
Måske burde man også have lyttet, da vi inden det danske forsøgs start i 1989 advarede karkirurgerne mod deres fejlagtige procedure.
Se til sammenligning på karkirurgen van Rij's studie fra New Zealand i 1994. Han gav dog i det mindste en nogenlunde acceptabel blanding til verum-gruppen, men holdt desværre op allerede efter 20 behandlinger, netop som denne svært ramte gruppe var ved at få effekt, hvilket ses ved 3-måneders kontrollen, hvor der er effekt i EDTA-gruppen og ikke i vitamin-gruppen. Studiet er lille, og forfatteren skriver om disse fund: "The significance of these positive late findings will require further study."
Dette blev gjort ved en statistisk gennemarbejdning af råmaterialet, hvilket afslørede, at EDTA-behandlingen havde signifikant effekt (10).
Der var desværre ingen ren placebogruppe i dette forsøg, og 86% af patienterne var endda rygere. Man burde naturligvis have udelukket aktive rygere fra et sådant studie, da behandlingens effekt reduceres betydeligt af rygning; -specielt når der kun er givet 20 behandlinger. Det véd enhver EDTA-patient.
Den kritik af EDTA-Chelation, der altid høres er, at behandlingen er: For dyr for patienterne (- fordi der ikke er offentligt tilskud), for farlig at anvende (-i ukyndige hænder) og ikke overbevisende dokumenteret (- fordi ingen medicinal-koncern vil spilde et tocifret millionbeløb på en undersøgelse af et stof, de ikke har patent på.)
På norske karkirurgers kongres i Geilo i Februar-95 foreslog en karkirurg, at man i fremtiden skulle holde sig til kun én operation, nemlig amputation, hvis ikke operationsresultaterne blev bedre, end de er i dag. En anden stillede spørgsmålstegn ved, om karkirurgien overhovedet har nogen fremtid.
Når selv erfarne karkirurger tvivler på effekten af deres egne metoder, er det måske på tide at være åben over for en medicinsk behandling, som kan supplere og forbedre holdbarheden af de karkirurgiske indgreb.
Hvis kolleger ønsker at diskutere EDTA - chelation, så kan vi anbefale at starte med at læse Saunders "Cardiovascular Drug Therapy" , Second Edition, 1996.
Vi har talrige gange foreslået et seriøst samarbejde om behandling af denne vor største sygdomsgruppe overhovedet. En seriøs behandling af emnet ville være velkommen.
Litteratur:
- Nordestgaard B, Jensen G. Redaktionelt. Ugeskr Læger. 1996;158:6881.
- Salonen JT,Nyysonen K,Korpela H et al. High Stored Iron Levels Are Associated With Excess Risk of Myocardial Infarction in Eastern Finnish Men. Circulation 1992; 86: 803-811.
- Editorial. Metal chelation therapy, oxygen radicals on human disease. Lancet 1985; I: 143-145.
- Seven MJ, Johnson LA. Metal-binding in medicine. J.B.Lippincott Co, Philadelphia 1960.
- Halliwell B, Gutteridge JMC. Free Radicals in Biology and Medicine. Second edition. Clarendon Press, Oxford, 1989.
- Svendsen JH, Høst NB, Haunsø S. Reperfusionsskade i myokardiet, - betydningen af de oxygenderiverede frie radikaler. Ugeskr Læger 1991; 153: 1717-20.
- Gutteridge J. Ferrosalt promoted damage to deoxyribose and benzoate. The increased effektivness of hydroxyl radical scavengers in the presence of EDTA. Biochem. J 1987; 243: 709-14.
- Zylke J. Studying Oxygen's Life-and-Death Roles. JAMA. 1988; 259:960-965.
- Peng CF, Kane JJ,Murphy ML et al. Abnormal Mitochondrial Oxidative Phosphorylation of Ischemic Myocardium Reversed by Ca²-chelating Agents. J Molec and Cell Card. 1977; 9: 897-908.
- Godfrey M, Chappell T. Chelation Therapy for Intermittent Claudication. A reappraisal. New Zealand. Med J 1996;109:83.
(Artiklen har været bragt i Ugeskrift for Læger 1997;159/21:3196-7).