Åreforkalkning kan helbredes med EDTA
Det siger praktiserende læge og naturopat (naturlæge, red.) Irene Hage. EDTA renser blodårerne for fedt og kalk, og behandlingen har sandsynligvis reddet mellem 12-15.000 danskere fra at få amputeret et ben eller foretaget en bypass-operation på grund af åreforkalkning.
Men det er også en behandling, som ikke er godkendt af det dansk sundhedsvæsen.
Irene Hage er en af ganske få læger her i Danmark, som udfører den omdiskuterede behandling. Omdiskuteret fordi den etablerede lægestand og myndighederne ikke godkender EDTA.
EDTA-behandling går i korthed ud på, at patienten bliver sat i en lænestol i cirka tre timer med et drop i armen. Gennem droppet flyder så en blanding af forskellige stoffer, som binder kalken i årene, og som bliver renset ud gennem nyrerne.
Det vil sige, at patienten samtidigt med at få et drop i armen skal drikke en masse vand, så åreforkalkningen så at sige bliver skyllet ud.
Dyrt for patienterne
EDTA-behandlingen er ikke godkendt af det offentlige, og derfor må patienterne selv betale omkring 700 kroner pr. behandling, og det kan løbe op i et anseeligt beløb, fordi en behandlingsrunde består af cirka 30 behandlinger. Derefter skal patienterne jævnligt i behandling for at forhindre, at årerne kalker til igen.
Irene Hage kan blive vred over, at EDTA-behandlingen ikke er anerkendt i lægefaglige kredse:
"Jeg ved og kan se, at patienterne får det bedre, når de har været i vores klinik. Derfor gør det mig frustreret og ked af det, når jeg hører om folk, som ikke har råd til behandlingen. Folk, som jeg ved, jeg ville kunne hjælpe.
I min daglige kontakt med patienter på vores klinik kan jeg se, at folk med hjerteproblemer mærker en forbedring allerede efter 12-15 gange, mens der går lidt længere tid for patienter med problemer med blodomløbet i benene. Men stort set alle får det bedre. "
Folk skal kende til EDTA
Irene Hage stiftede bekendtskab med EDTA-behandlingen, da hun arbejdede på en privatklinik i USA.
På klinikken mødte hun patienter, som var opgivet af andre læger, var indstillet til en bypass-operation eller skulle have amputeret et ben. Der var patienter, som kun kunne gå få meter, før de måtte stoppe. Benene blev som kampesten. Efter at have fået drop med EDTA kunne patienterne cykle, løbe og leve et normalt liv, og det fik Irene Hage til at studere metoden nærmere.
Da hun kom hjem til Danmark, blev hun derfor tilknyttet en klinik i Lyngby, hvor læge Claus Hancke siden 1986 har givet behandling med EDTA. Og selvom metoden ikke er blevet godkendt af de officielle myndigheder, og hun engang imellem får spydige kommentarer fra andre læger, så er hun glad for arbejdet med EDTA:
"Det er et spændende og taknemmeligt arbejde. Som læge vil man jo arbejde med noget, der virker, og det gør EDTA. Patienterne får det synligt bedre, og så er der jo det gode med EDTA, at det ikke kun stopper åreforkalkningen, den helbreder også. Det gør operationer og almindelig medicin ikke."
Irene Hage mener, at det er vigtigt at udbrede kendskabet til EDTA, og derfor holder hun flere foredrag om emnet.
Fakta:
EDTA er et kemisk stof, der binder sig til tungmetaller som bly, kviksølv, calcium, kobber og jern, hvis forhøjede depoter betyder åreforkalkning i hjertet eller benene.
Virkningen blev første gang konstateret hos blyforgiftede minearbejdere i USA. Under afgiftningen opdagede lægerne ved et tilfælde, at åreforkalkningen hos nogle af arbejderne aftog.
Behandlingen gives som drop. Til en halv liter sterilt vand tilsættes EDTA, 5-20 gram C-vitamin afhængig af patienten og små to gram magnesium.
I Danmark har EDTA været kendt siden 1986. Amerikanerne har kendt til behandlingen i mere end 50 år
EDTA-patientforeningen har hjemmesiden www.edta-patientforeningen.dk
(Bragt i Landsforeningen for medicinsk behandling af åreforkalkning med EDTA's blad, forår 2003).

